Anmeldelse: Salman Rushdie: Luka og livets ild

Roman

Salman Rushdie:

LUKA OG LIVETS ILD

(Luka and the Fire of Life, 2010)

På dansk ved Thomas Harder

228 sider, 249 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

Det fabulerende og fantastiske har været Salman Rushdies domæne siden hans første fortælling, fantasy-romanen ”Grimus” fra 1975. Grænsen mellem den grå hverdagsvirkelighed og fantasiens lokkende alternativer er blevet overskredet i værk efter værk i verbale festfyrværkerier, der er enestående i vor samtids litteratur.

Den 64-årige forfatter har skrevet to bøger for yngre læsere, ”Haroun og Eventyrhavet” fra 1990 og den her foreliggende ”Luka og livets ild” fra sidste år. Begge blev skrevet til hans sønner, den nyeste til Milan på hans 12 års fødselsdag.

Lukas far er en formidabel eventyrfortæller, der ikke skelner småligt mellem virkelighed og digt. En dag, da et cirkus med mishandlede dyr kommer til byen, udslynger Luka en forbandelse mod cirkusdirektøren. Som hævn lader direktøren faderen falde i en dyb søvn, der vil ende med døden.

Med ved et tilfælde kommer Luka til at træde et skridt ved siden af virkeligheden og ind i en anden verden, hvor faderens fantom venter ham. Efterhånden som faderen svækkes, bliver fantomet mere og mere solid. Men Luka er ikke indstillet på at lade tingene gå deres skæve gang. Med en del hjælp fra de venner, der hurtigt flokkes om ham i den anden verden, går han i gang med at lede efter den livets ild, der skal bringe livet tilbage i den sovende far, og som findes tæt ved kilden for alle ords udspring.

Rushdies søn har sikkert glædet sig over, at Lukas jagt på ilden har form af tilbagelæggelsen af den ene bane efter den anden i et computerspil-lignende fantasiunivers. Faktisk får Luka en lille tæller installeret øverst i sit synsfelt, hvor han kan holde øje med, hvor mange liv han har tilbage, og hvilke baner han har klaret.

Mytiske skikkelser

Som Rowlings Harry Potter færdes Rushdies Luka i en verden befolket af et sammensurium af mytiske og eventyrlige skikkelser fra Homer til ”Alice i Eventyrland” og ”Peter Plys.” Den læser, der vil søge analogier i episoderne til Rushdies eget liv, har også let spil.

Ganske vist skriver Rushdie eksplicit for børn denne gang, men som i alle gode eventyr er der også en del at hente for den voksne læser, der gerne lader sig overgive til Rushdies ord-jonglerende forkyndelse af fantasiens frisættende funktion.

Thomas Harder fortjener ros for sin fordanskning. Det har ikke været let med Rushdies vanlige sans for ordenes magi.