Anmeldelse: Søren og Morten Ellemose: Havfruens død

Søren og Morten Ellemose

HAVFRUENS DØD

545 sider, 299 kr.

Byens Forlag

Ifølge forlagsoplysninger har tvillingeparret Søren og Morten Ellemose skrevet thriller-trilogien ”Manus Albino” (udkom november 2010), ”Fange Nr. 21” (udkom april 2011) og ”Havfruens død” (udkom november 2011) over kun 12 måneder. Det er næsten fire sider om dagen, når også weekender, helligdage og ferier inddrages.

Det mærkes i de mange aktuelle referencer og hele sprogbrugen, navnlig fra medieverdenen, at trilogien er omtrent dagsfrisk. Vi er i et her og nu-Danmark, der pludselig trues af en enkelt mand, Sebastian de la Cour og hans enmands-organisation Manus Albino - den hvide hånd.

”Havfruens død” er slutspillet efter de indledende manøvrer i de to tidligere, hvor den superintelligente og ressourcestærke unge milliardærarving har leget kispus med ordensmagt og øvrighed. Nu er tiden kommet, da han vil vise, hvad han er i stand til, for at straffe danskerne for et liv i ligegyldig omgang med nationens kerneværdier.

Dronningens død

Det begynder med drabet på dronningen lige efter hendes nytårstale 2010. Så falder den ene efter den anden af landets spidser, samtidig med at et omfattende hacker-angreb ødelægger al landets kommunikation, ikke mindst den finansielle del af den. Kulminationen er truslen om en beskidt kuffertatombombe, klar til at ødelægge hovedstaden.

Sebastian er hele tiden et skridt foran politi og efterretningstjeneste. Selv efter hans tilfangetagelse kører hans omhyggeligt planlagte projekt.

Men der er voksende modstand. Fra politigården kriminalkommissær Henning Lorenzen, hans politiassistent Thomas og hans kontordame Louise, hvis formidable intelligens matcher Sebastians. Med hjælp fra gode venner, ikke mindst en tidligere Mossad-chef, tages kampen op mod den fanatiske kyniker. Spændingskurven holdes til allersidste side.

Rokker ved tingene

Det kvantitative i denne kraftpræstation kan naturligvis bruges i øjeblikkeligt pr-øjemed, men når røgen har lagt sig, står trilogien tilbage udelukkende som et litterært værk, uanset hvor længe eller hvor kort det har været undervejs. Der er da heller ikke meget, der tyder på egentlig sjusk, ud over, at Bordesholmalteret på side 149 placeres i Flensborg, mens det retteligen på side 96 har været anbragt i Slesvig Domkirke. Ellers flyder alt meget fermt, velafpudset og professionelt.

Ingen tvivl om, at Søren og Morten Ellemose har hørt godt efter i timen, da konventionerne for den politiske spændingsroman blev gennemgået, til og med Stieg Larsson og Jussi Adler-Olsen. Hvis man savner noget, er det da det helt personlige præg, der gør, at et litterært værk bliver andet og mere end summen af sine enkelte dele og ikke bare summen.

Denne indvending skal dog ikke skygge for, at tvillingerne har fremstillet en gedigen og absolut anbefalelsesværdig spændingstrilogi, der også formår at drille og ironisere over det ene og det andet i nationens helt aktuelle, men næppe langtidsholdbare selvforståelse.