Søren Jessen: Vildnisset

Søren Jessen:

VILDNISSET

240 sider, 279 kr.

Gyldendal

Det ligner en hel strømning: Mænd i fyrrene skriver mere eller mindre selvbiografiske romaner om deres provinsielle opvækst, der er præget af dysfunktionelt familieliv, evt. i en version hvor dysfunktionen er personificeret af en træls far.

Karl Ove Knausgårds ”Min kamp” er tidens største eksempel, men tænk også på Erling Jepsen, og for nylig har jeg haft Morten Ramslands ”Sumobrødre” og Morten Kirklands ”Kapgang” i anmelderiet.

Hos Ramsland er vi i udkanten af Odense, Kirkskov tager os med til Sdr. Omme, med Jessen går turen til udkanten af Herning. I alle tre tilfælde er der tale om forfatternes egne opvækstscener. Dette markeres af flaptekster og er åbenbart vigtigt, mens vi ”inde i” teksten ”selv” (som man siger) har at gøre med knægte på kanten af puberteten, der hedder noget andet end deres forfattere.

En despert dreng

Kirkskov sætter sin historie i gang med morens død, hos Jessen er det en flytning fra et trygt og velkendt Sønderborg til en flad og farlig forstad til Herning. Farlig er den, fordi den nyligt forfremmede fars drikkeri tager til og truer den familiens trygge base, der skal være opvækstens fundament.

Vi følger i romanen dette familieliv, men i lige så høj grad drengens legeliv med sin bedste ven. I begge tilfælde spiller det vildnis, der har givet romanen navn, en vigtig symbolsk rolle. Vildnisset er den fantasiverden, de to knægte skaber af en forhåndenværende skov, men ”Vildnisset” er også navnet på den bodega hvor faren drikker.

Til sidst gør den desperate dreng noget desperat og flygter, meget konkret, ind i sit eget vildnis og en åben slutning.

Der bliver fortalt i nutid i et enkelt sprog, og det er hovedpersonen selv, der gør det. Vi er altså nede i et 11-12-års perspektiv, hvor barnlig uforstand og barnligt klarsyn løber sammen. Men modsat tilfældet hos f.eks. Ramsland er årsagerne til det dårlige familieliv tydelige i beskrivelsen af forældrenes forskellighed med vægten på farens druk og upålidelighed.

Den voksne analyse synes altså projiceret tilbage og lagt ind i roen på den fortællende dreng. Det skaber en klar og overskuelig handling, og Jessen er i det hele taget en ordentlig og omhyggelig forfatter, der har skrevet en hæderlig opvækstroman. Men der er en spøjs modsætning mellem romanens titel - og de forskellige vildnisser, man også finder inde i teksten - og så den nydelige og velfriserede måde, hvorpå det hele afvikles.

Denne anmelder kunne nok savne lidt vildnis og vildskab der også.

Og så savner jeg i strømningen som helhed den vilje til at inddrage nutiden, der præger Karl Ove Knausgård. Jeg savner historier om, hvordan disse knægte selv gebærder sig som fædre, elskere og ægtemænd. Kan de gøre det bedre end deres trælse eller sølle ophav - er det overhovedet et rimeligt projekt at have med sit liv?

Måske kunne man også arbejde mere tydeligt med det sociale opstigningsperspektiv. Hvis man kombinerer flaptekster og romanerne selv, synes udgivelserne at fortælle historier om knægte, der rømmer deres ubeboelige provins og et liv på undersiden af middelklassen for at skabe sig et liv som symbolproducenter i den kreative klasses mere urbane settings. Er det lykke så?