Roy Jacobsen: Marions slør

Roy Jacobsen:

MARIONS SLØR

Oversat fra norsk (bokmål) af Camilla Christensen

368 sider, 249 kr.

Forum

Nordmændene har jo denne her tradition med påskekrimi, og påsken er jo samtidig ski-højsæson. Før, efter – eller måske mens de andre står på – ski hygger man sig med krimi på bog eller TV.

Det betyder jo selvsagt, at der udkommer mange krimier, og først tænkte anmelderen her, at anmeldelsen af Roy Jacobsens ”Marions slør” måske behændigt kunne indledes med at placere den i påskekrimitraditionen. Men øv, den udkom i september 2007. Til gengæld falder den både inden for og lidt uden for krimiernes traditionelle hovedstrøm, og så er indledningen her måske alligevel ikke så åndssvag.

Brugen af seriemorder i en krimi indfører hyppigt et element af thriller og klippehængning. Morderen kan jo hele tiden kan slå til igen, måske endda mod dem, der skal opklare mordene. Eksemplerne er mange, men man kan jo tænke på David Finchers ”Seven” hvor myrderierne på en særlig uhyggelig måde kommer helt tæt på de herrer fra ordensmagten.

Intet hoved i papkasse

Kloge, smukke, men ensomme Marion i ”Marions slør” modtager ikke noget hoved i en papkasse, hun kommer selv i skudlinjen – men mere udspekulerede bestialiteter er der nok af.

Der er det ved seriemyrderiet, udover thrilleraspektet altså, at mordene dels bliver mystiske og meget indholdsrige meddelelser, dels perverse kunstværker i deres egen ret. På den baggrund kan seriemord fungere som en fastholdelse af en kulturs aktuelle smertepunkter, angst og fascination. Og samtidig anbringes læseren i samme sko som opdagerne – i skrækslagen venten på den gale morders/forfatters næste træk.

Lavmælt

Hvad Roy Jakobsen med denne både lavmælt nuancerede og effektivt spændende krimi stiller skarpt på, er dels ensomhed, dels de problemer, som forskellige kulturer kan have med forestillingerne om hinanden. Vi opbygger jo billeder af de andre, er nødt til det, men hvornår er de falske, og hvornår er de sande?

Mordene i romanen med tilhørende håndsafhugninger har et klart etnisk-religiøst anstrøg, men er de nu begået af gale muslimer eller netop omvendt af racistiske tosser? Og hvordan manøvrerer en bevidst multietnisk sammensat specialenhed i mosen af kulturelle skabeloner, politisk sprængfarlighed og mediernes nådesløse kioskbaskeri?

Små hop i tiden

Det fine ved ”Marions slør” er ikke bare, at Jakobsen både får behandlet et eksistentielt tema om ensomhed og et kulturelt, nærmest erkendelsesteoretisk problem om sandheden i en flerkulturel virkelighed, men også at han har bygget teksten op på sådan en spændende måde:

Handlingen skrider fremad med små hop i tiden, men halvvejs inde begynder vi at høre om opklaringsarbejdet i forbindelse med nogle høringer om dette opklaringsarbejdet – efter at dette er bragt til en, forstår vi, dramatisk afslutning. Vi nærmer os så at sige det spændende klimaks i både kronologisk og omvendt rækkefølge. Påske eller ej, så slukkede jeg lampen alt for sent forleden – fordi jeg ikke kunne lægge ”Marions slør” fra mig.