Roy Jacobsen: Huggerne

Roy Jacobsen: HUGGERNE
(Hoggerne)
Oversat fra norsk (bokmål) af Camilla Christensen
175 s. 229 kr.
Forum

Sidst vi havde noget i anmelderiet af Roy Jacobsen, var det Frost en ordentlig mursten om en mand på flugt over hele middelalderens nordiske verden, hele livet på både jagt efter og flugt fra sig selv.

Den nye, Huggerne, er en mere myndeagtig roman, foregår ét sted og handler om en, der bliver. Landsbytossen og brændehuggeren Timmo bliver, selvom den helt igennem ubønhørlige finske vinterkrig i 1939-40 er kommet helt tæt på, finnerne trækker sig tilbage og brænder byerne for at russerne ikke skal få dem: Sådan er det vel over alt i verden, der er altid én, mindst én, der ikke gør som de andre, han behøver ikke engang selv at vide hvorfor, og her i Suomussalmi var det mig.

Fin fordanskning

Timmo bliver i nærheden af den brændende by og vender tilbage, da heden har lagt sig i den isnende kulde. Lidt efter kommer russerne. I dagene efter bliver han en slags sjakbajs for en håndfuld noget videre stakkels brændehuggere. Med en urokkelig integritet og uophørlig opfindsomhed gør han et hold ud af dem et hold der overlever både krigens inferno og kulden, fyrre graders frost, der stod mellem stammerne som en uigennemtrængelig mur af knust glas, som det hedder i Camilla Christensens fine fordanskning.

Huggerne opholder sig fattet og konkret lige i nærheden af overlevelsens detaljer. Vi får f.eks. at vide hvordan man fælder træer med dynamit mens kuglerne fløjter om ens ører, og vi bliver klogere på, hvorfor man skal vente til senvinteren med at flygte på ski: Sneen danner skorpe på grund af den tiltagende varme, og så kan sporene ikke ses.

Samtidig er det en roman om de største ting: mod, angst, fællesskab, respekt. Den lille brænderhuggertosse viste sig at være en helt, da det virkelig gjaldt. Reddede sit og en gruppe svage mænds liv under ekstreme omstændigheder. Englen kalder de ham da også. Men mod slutningen indser han, at hans styrke kom fra deres svaghed.

De har reddet ham, ligeså meget som omvendt. Tak siger de til hinanden, inden de skilles for altid, og markerer dermed det ene menneskes erkendte afhængighed af de andre.

I en pludselig og pudsig turnering af romanen holder Timmo i de sidste kapitler op med at være fortæller, han skammer sig. Efter krigen drikker han sig fra sans og samling, ter sig som den tosse, han altid er blevet regnet for, og er tilbage i landsbyens hierarki. I stedet får en anonym fortæller, der kan gøre historien færdig: Det var ikke så nemt for Timmo Vatanen at vende tilbage efter krigens undtagelsestilstand, men en skønne dag var krigen forbi, også for ham.

Huggerne har ikke megen psykologisk analyse og eksistentiel patos, men en lavmælt insisteren på både det dagligdags konkrete og det alment menneskelige midt i historiens hårdest blafrende vingeslag: De hvidklædte finske heltes sejr over en overmægtig russisk arme i Vinterkrigen 1939-40. Det er smittende og opmuntrende på sin egen stilfærdige manér.