Richard C. Morais:
Hundredefodsrejsen
260 sider, 249 kr.
NB Books
Er udkommet
Hassan vokser op i en stor, larmende indisk familie midt i Mumbais sydende centrum. De ærekære forældre, Papa og Mummy, elsker mad, og da de fordrives fra Indien til London, er det stadig drømmen om at forblive restaurationsejere, der driver værket.
Men konkurrencen er hård, og med en flig skåret af drømmen fortsætter deres rejse ud i det kulinariske Europa med destination i franske Lumière, hvor deres indiske lækkerier må se sig forsøgt trynet af den lokale matriark, Mme. Mallory, hvis forbilledlige franske kogekunst ikke tillader megen slinger i sovsen.
Da det imidlertid viser sig, at Hassan kan andet end at blande en god garam masala og røre en anstændig raijta, men har decideret sans for haute cuisine, tager den egenrådige Mallory ham - ikke uden indiske protester - under sine kyndige grydelapper og oplærer den unge knøs i finere fransk madlavning.
Denne uvurderlige lektie bliver Hassans adgangsbillet til nye gastronomiske højder og de forjættede Michelin-stjerner.
Det er vanskeligt at referere handlingen i ”Hundredefodsrejsen” andet end loyalt mod forfatterens intention. For det hele er så varmt og hjerteligt og rart og varmt, at man godt kunne gå hen at blive helt glad og måske endda lidt blød i knæene over alle de svulstigt saftige beskrivelser af madlavningens mange finesser.
Når den totale begejstring alligevel udebliver, skyldes det, at forfatter Richard C. Morais synes at forlade sig på sit ikke synderligt store sproglige talent og en håndfuld lidt for kalorielette litterære ingredienser i sin formidling af historien om Hassan. Morais tager naturligt udgangspunkt i dannelsesromanens fremdrift, både hvad kronologi og Hassans til stadighed mere skærpede evner angår.
Dette ukritiske lighedstegn mellem tidens gang og Hassans stigende kulinariske kunnen forlener ”Hundredefodsrejsen” med en irriterende forudsigelighed ikke ulig den tilsvarende i forrige års biografsucces ”Slumdog Millionaire”, hvor man heller aldrig for alvor troede på, at det kunne gå galt.
Således bliver Morais' beskrivelser af kampen for Michelin-stjernerne temmelig blodfattige og yder ingenlunde restaurationsbranchens hårdhed ret.
Men en sød historie er det da, og det er måske også okay. Men den topper ikke litterært.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



