Anmeldelse:
Anmeldelse: 1 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Rasmus Graakjær - Gulvet er glat | bog.guide.dk

Anmeldelse af Rasmus Graakjær - Gulvet er glat

Rasmus Graakjærs alter ego brokker sig fælt over alt og alle i en fornærmende ringe udgivelse.

ROMAN
RASMUS GRAAKJÆR
GULVET ER GLAT

143 sider, 199 kr.

Byens Forlag


B971661791Z.1_20141030172112_000+GK8GOVI1.1-0.jpg

Anmeldere fra flere af de store dagblade er i den senere tid forbrødredes i en fælles klagesang over den dalende kvalitet i de danske forlags udgivelser. Nærværende ”roman” er beklageligvis endnu en pind til ligkisten. Usammenhængende, slet (ikke) redigeret, smækfyldt med fejl og dårligt sprog og sat i en skriftstørrelse, der næsten kræver kikkert at tyde.

Forfatterens alter ego – den unge arkitekt MAA, Henrik Thornøe – mister jobbet, da tegnestuens største kunde trækker stikket. Inden fyringen er han og kollegerne på frynsetur til Las Vegas. De indledende kapitler fortæller detaljeret om flere dages druk og underlødige stripshows, som tegnestuens platte chefer nærmest tvinger medarbejderne med til.

Hjemme i Danmark bor Thornøe i en ejendom, hvor en af lejlighederne renoveres i spekulativt øjemed. »Et sjak håndværkere fra Østjylland tropper op« (oh rædsel), arbejdet udføres uden sans for ejendommens særlige kvaliteter, nogle rige folks dumme børn flytter ind og gør livet surt for de øvrige beboere. I en lang drømmesekvens tager arkitekt Thornøe livet af terroristerne i alle slibrige detaljer.

Stakkels kreative klasse

Som arbejdsløs er vor helt på herrens mark. Pengene er små, og han føler sig »som den lille pige med svovlstikkerne«, når han passerer hvidvinsdrikkende folk på Gråbrødre Torv og andre, der stadig har råd til deres takeaway-latte. Som medlem af den kreative klasse har han lykkeligvis selvagtelsen i behold:

»Ved mødet med de overbebyrdede damer bag skrankerne i det fyldte lokale føler jeg en overstadig glæde ved mit valg af fag.« Og: »Samtidig kender jeg folk, der aldrig rigtig kom i gang efter studiet og er nødsaget til at klare sig igennem ved at producere hjemmesider for yogainstruktører, servere på restauranter og lave det arbejde, der nu er at få i dagens Danmark.« Ja, hvor lavt kan man synke?

Reglerne for at få penge af det offentlige er stive og uretfærdige, forstås. Thornøe skal som modydelse skrive ansøgninger, men det har han selvklart ikke tid til, når han deltager i diverse arkitektkonkurrencer eller er blevet forelsket og har mere lyst til at gå hånd i hånd med den udkårne. Han dropper ansøgningerne, får skældud og bliver sur. Hvad ligner det at stille så urimelige krav til et kreativt menneske?

Ufærdigt manuskript

I indskudte småkapitler, såkaldte amuse bouches, har koryfæer som Bjarke Ingels, Per Arnold(i) og Henning Larsen spredte dialoger med tilfældige mennesker. Hvad disse indslag har med resten af brokkassen at gøre, skal man næsten være tankelæser for at regne ud. Graakjær har sikkert en idé med det.

Som det måske fremgår, består ”Gulvet er glat” af forskellige stumper og tanker uden indlysende sammenhæng. Her havde en kritisk redaktør været på sin plads. Og efter en omfattende gennemskrivning ville det så have været korrekturlæserens tur, for forfatteren har svare problemer med stavning og sprog: »korrespondense«, »i skræk for«, »det er slidende ikke at vide« etc.

Byens Forlag har gjort både forfatter og læsere en bjørnetjeneste ved at udgive dette ufærdige manuskript.

Anmeldelse af Maria Gerhardt - Der bor hollywoodstjerner på vejen

20-09-2014: Maria Gerhardt – bedre kendt som dj’en Djuna Barnes – debuterer med en bevægende beretning om kærlighed og kræft. Læs artikel

Anmeldelse af Kristian Lundberg - Yarden. En fortælling

12-08-2014: Kristian Lundbergs lyriske roman ”Yarden” er en knap og stilfærdig selvbiografisk beretning om rejsen tilbage. Læs artikel

Anmeldelse af Eva Tind - Han

26-02-2014: Eva Tind, der selv er adoptivbarn fra Nordkorea, har skrevet en roman om en kvinde, der rejser tilbage for at finde sin historie og sig selv. Læs artikel

Anmeldelse af Thomas Bernhard - Åndedrættet, en afgørelse

21-07-2013: Tredje erindringsbog fra den kontroversielle østriger Thomas Bernhard leverer mere af det samme: misantropi og elendighed. Læs artikel

Anmeldelse: Gudrún Eva Minervudótir: Yosay - Skrækteatret ved Verdens Ende

28-07-2012: Er man til Joyce, Beckett, Kafka og Flann O’Brien, vil man uden tvivl kunne finde glæde i den islandske forfatter Gudrún Eva Minervudóttirs debut på dansk. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...