Rachel Ward: Døden i dine øjne

Roman

Rachel Ward:

DØDEN 1 D1NE ØJNE

320 sider, 200 kr.

Politikens Forlag

Jem er 15 år og på kant med tilværelsen. Hendes mor er død af en overdosis, og Jem vokser op hos plejemoderen, Karen, der, som oftest forgæves, gør sit bedste for at forstå det utilpassede pigebarn. Jem holder sig for sig selv og opsøger kun sjældent andres selskab.

Ikke alene er Jem socialt udsat, hun bærer også på en mystisk hemmelighed, der gør hendes i forvejen komplicerede liv endnu vanskeligere. For Jem er øjnene nemlig ikke sjælens spejl, som klicheen ellers vil det, de bliver et vindue til døden; i blikkene åbenbarer der sig for hende et tal, der angiver, hvornår personen skal dø, hvilket giver Jem en fornemmelse af at være en omvandrende dommedagsprofet.

Men Jem holder sin hemmelighed tæt til kroppen, indtil hun en dag sammen med klassekammeraten Spider på en pjækkedag i London opdager, at hele køen til pariserhjulet, London Eye, har samme dødsdato mejslet i øjnene.

Hun får hevet Spider væk kun få sekunder, inden en eksplosion finder sted og pludselig er hun ikke bare tvunget til at afsløre sin hemmelighed for det eneste menneske, hun er tæt på, men også efterlyst af politiet, der har set dem flygte bort på overvågningsvideoen.

Jem og Spider stikker af, men hvad vil indhente dem først: Politiet eller Spiders død, som Jem gør alt for at fortrænge.

Bliver filmatiseret

Det er åbenlyst lidt af en præmis, Rachel Ward tvinger sin læser til at gå med på. Det komplet usandsynlige, ”der er mere mellem himmel og jord”-hokuspokus gør sig sjældent rigtig godt i litteratur, der som her baserer sig på noget ganske virkelighedsnært, men det lykkes Ward at ramme en tone, der med garanti vil klinge rent hos de unge læsere.

Der er uden sammenligning i øvrigt en snert af ”Twilight”-mystik over ”Døden 1 d1ne øjne”, og måske derfor er romanen allerede i færd med at blive filmatiseret.

Ward skriver med en udpræget sans for spændingsopbygning og i et sprog, så man tror på, at hendes personer kun er helt unge teenagere. Tonen er ligefrem og barsk uden at blive karikeret, og Ward undgår behændigt at agere bezzerwizzer på sine karakterers vegne.

Hun lader Jem og Spider være præcis lige så teen-naive, oprørske og dumdristige, som de skal være, for at romanen bliver troværdig. Romanen kunne med fordel være redigeret skarpere, og der fumles en smule med afslutningen, men det tilgives snildt, for det er kærkomment med en forfatter, der i den grad forstår, men ikke taler ned til sit publikum.

Ward skriver med en udpræget sans for spændingsopbygning og i et sprog, så man tror på, at hendes personer kun er helt unge teenagere.