Leonardo Padura: Manden, der elskede hunde

Leonardo Padura: Manden, der elskede hunde (El Hombre que amaba a los Perros)

Oversat fra spansk af Rigmor Kappel Schmidt

780 sider, 400 kr.

Sohn

Er udkommet

Cubaneren Leonardo Padura er manden bag nogle af de seneste 10-års mest vedkommende, litterære kriminalromaner, og man kunne egentlig have troet, at det var nok.

Men som mange andre krimiforfattere gik altså Padura med en stor og rigtig roman i maven, og selv om hans Havanna-kvartet er både god og rigtig nok, så er den store roman her.

Den handler om mordet på Trotskij, om stalinismens blodrus (på bogens bagside eufemistisk betegnet »kommunismens mørkeste periode«), om revolutionære idealer og knuste drømme. En stort anlagt roman med verdenshistorisk stof tilsat den nødvendige digteriske frihed.

Cubas lidelse

Der er tre hovedpersoner og tre parallelle forløb; Leo Trotskij, som tabte magtkampen til Stalin og blev jaget i eksil i 11 år, indtil han blev myrdet på Stalins ordre. Morderens historie, Ramon Mercader, en fanatisk spansk kommunist med en dramatisk overklassebaggrund herunder en ganske bindegal mor.

Og endelig Ivan, en fredelig cubaner på alder med Padura selv, men ikke hans alter ego, snarere et sindbillede og et symbol på hele Cubas lidelser under kommunismen.

Det hele beskrevet i Paduras vanlige, flotte sprog, men man sidder alligevel og savner noget; Cuba, simpelthen.

Vidste man det ikke før, forstår man nu, i hvor høj grad det cubanske er en del af Paduras kunst. Hans sans for sved, cigarrøg og svulmende kvinder skal man ikke kimse ad. Det er Cuba, der fylder ham og fylder hans romaner ud.

For trods fine, lyriske passager er man slet ikke i samme grad til stede, når handlingen flyttes til Rusland eller til eksilets almindelige hjemløshed rundt omkring i verden, selv om der er fine beskrivelser af Trotskijs situation og alle hans knuste drømme.

Levede på lånt tid

Han, der selv var en ganske nådesløs revolutionær, der uden tøven sendte folk i døden, brød med Stalin, kaldte ham en »revolutionens graverkarl«, og siden den dag var det kattens leg med musen, for Trotskij vidste inderst inde godt, at han levede på lånt tid, at Stalins fangarme kunne nå ham overalt, også i Vesten, hvor de intellektuelles fascination af stalinismen gav ”Lillefar” en betydelig magt.

Trotskij er det barn, som revolutionen er i gang med at æde, og han mister alt, sin hund, sin kone, sit hus, sin karriere og altså til sidst livet, men forspillet er præget af mange og tunge overvejelser om, hvad der gik galt med den kommunistiske drøm.

Overvejelser, der sandt at sige nok er mest appellerende for læsere, der selv har delt denne drøm.

Ellers kan det virke trægt, ikke mindst i de ganske lange redegørende afsnit, der er et resultat, ikke så meget af digtekunst som af de mere end fem års alvorlig research, der ligger bag.

Det er potentielt ødelæggende for en god roman, og Padura kan ikke ganske undgå at gå i fælden. Hans fascination af Trotskij bliver ikke vores, kun delvis i hvert fald.

Lugter af hjerteblod

Som læser mærker man forandringen, når scenen skifter til Ivan, der som jeg-fortæller pludselig bringer os tilbage til Cuba og til noget, der i ganske anderledes grad lugter af hjerteblod.

Ivan er det almindelige menneske, som systemet ser sig gal på, fordi han indleverer et politisk mistænkeligt manuskript (der er en tydelig parallel til den scene fra Havanna-kvartetten, hvor vor helt indkaldes til kammeratlig samtale på gymnasiet efter at have stiftet et ikke tilstrækkeligt opbyggeligt litterært tidsskrift), og som siden brydes ned.

Og han sendes i en slags eksil, men her er Padura ikke ansvarlig over for verdenshistorien, kun over for sin egen og Cubas historie, så her går det meget bedre med beskrivelsen.

Kendte forløb

I Ivans historie er verdenshistorien kun til stede som bagtæppe, mens Ramon Mercader og Trotskij jo i høj grad er virkelige personer, der spillede rolle i begivenhedernes gang.

Derfor opgiver Padura i lange stræk fiktionen og lader sig nøje med at dramatisere og udpensle allerede kendte forløb, og det hæmmer læsningen af den 800 sider lange roman, mindre har ikke kunnet gøre det, for verdenshistorien i almindelighed og sovjetkommunismen i særdeleshed er tung at danse med.

Når man alligevel danser med og kommer igennem til sidst, skyldes det naturligvis, at Padura er og bliver en fremragende forfatter. Også i denne roman, som bestemt har fortjent at udkomme på dansk.

Men nye læsere skal ikke begynde her, men i Havanna-bøgerne, hvorfra Cuba stadig damper.

Hans sans for sved, cigarrøg og svulmende kvinder skal man ikke kimse ad. Det er Cuba, der fylder hans romaner ud.