Anmeldelse: Philip Roth: Jeg blev gift med en kommunist

Roman

Philip Roth: Jeg blev gift med en kommunist (I married a communist)

Oversat fra amerikansk af Niels Lyngsøe

409 sider, 349 kr.

Gyldendal

Udkommer idag

Nathan Zuckerman er både alter ego og alter-alter ego for Philip Roth, og man kan bedrive selvstændig forskning i denne figurs rolle i litteraturen. Ikke bare i Roths bøger, men i det hele taget. Her nøjes vi med at konstatere, at den foreliggende Roth-roman i virkeligheden er 13 år gammel, nemlig fra 1998, og at den indgår i en trilogi sammen med ”Amerikansk pastorale” og ”Den menneskelige plet”, som begge for længst er udkommet på dansk.

Hvorfor vi har skullet vente på denne, ved kun forlaget, men her er den altså, endda i Niels Lyngsøes gode oversættelse til dansk og netop dansk, så man ikke hele tiden hører det amerikanske nedenunder.

Handlingen foregår i Mccarthyismens USA, de tidligere 1950'erne, omtrent den tid, da Roth selv debuterede, og en svær tid for kunsten.

Roth beskriver med små, fine greb det sort-hvide, småborgerlige årti (har jeg hørt, jeg var ikke til stede), da angsten for at falde ud af normaliteten holdt de fleste fast i et jerngreb, da racismen var levende og stærk, og da Den Kolde Krig kastede begyndende skygger over den tilsyneladende fredelige tilværelse.

Mistroens tid

En anspændt tid, en forræderiets og mistroens tidsalder, glimrende og stedvist paranoidt beskrevet af Roth, og selv om han ind imellem forfalder til det polemiske, hvor han ikke er nær så stærk som i det eksistentielle, så hører tidsbilledet til romanens bærende kraft.

Historiens hovedperson hedder Ira Ringgold, men den fortælles gennem hans bror, Murray, der i en alder af 90 år møder sin gamle elev Nathan Zuckerman. Historiens fortælles over seks aftener, sammen stykker de erindringen sammen.

Ira er marxist og mener det alvorligt. Han er i den forstand en radikal skikkelse, ingen forfulgt uskyldighed. Han og broderen vokser op i New Jersey som fattige jøder i et overvejende italiensk kvarter, for Ira er selvfølgelig født i Newark, ligesom Roth selv, en by, der er omdrejningspunktet for den amerikanske trilogi.

Ikke for begyndere

Murray uddanner sig, men Ira arbejder, og inden i ham arbejder vreden. USA gav jøderne deres vrede, hedder det, og der er mere, hvor den vrede kom fra.

Via sit radioarbejde møder Ira (hvis scenenavn er Iron Rinn) den ombejlede skuespillerinde Eve Frame, en jødisk pige fra Brooklyn, som bringer en datter med sig ind i ægteskabet, og hun er bestemt ikke for begyndere. Ægteskabet går i stykker, (også fordi Ira er utro), og Eve tager hævn med erindringsbogen ”I married a communist”.

Derefter er Iras liv ødelagt, Mccarthyismen folder sig ud.

Hævn over samlever

Det er historien og, nå ja, det skal selvfølgelig med, at bogen også kan læses som en destilleret hævn over Claire Bloom, som Roth boede sammen i 20 år, og som efterfølgende skrev erindringsbogen ”Leaving a doll's house”, som hang Philip Roth grundigt ud.

Roth har aldrig været bange for at blande det private og det fiktive sammen, og hans motiver er næppe hverken rene eller pure, men hævn eller ej, det er en god roman om end trilogiens svageste.

Det er måske derfor, vi har skullet vente på den.