Philip Pullman: Det gode menneske Jesus og skurken Kristus

Philip Pullman:

DET GODE MENNESKE JESUS OG SKURKEN KRISTUS

Oversat fra engelsk af Werner Svendsen

260 sider, softcover med flapper, 249 kr.

Tiderne Skifter

UDKOMMER I DAG

Der er ikke noget nyt i, at Philip Pullman er en stejl kritiker af religion i almindelighed og den katolske kirke i særdeleshed.

Lyra-trilogien (”Det gyldne kompas”, ”Skyggernes kniv” og ”Ravkikkerten”) langer voldsomt ud til begge sider og vakte stor harme i visse religiøse kredse, da den udkom.

Filmatiseringen af ”Det gyldne kompas” blev ligefrem fordømt af Vatikanet, og selv om det er komplet uforståeligt for en protestant, kommer der af samme grund næppe en toer.

”Det gode menneske Jesus og skurken Kristus” er endnu et forsøg på at formulere en samlet kritik af religion og katolicisme, men i modsætning til den fascinerende trilogi er hans nyeste udspil forfærdelig kedsommeligt.

Væk er det fortryllende, mytiske univers og det fantasifulde plot. Væk er spændingen og uhyggen, væk er de komplekse figurer og de fabulerende kulisser. Tilbage står en afklædt og pjaltet kritik, som man næsten ikke orker at diskutere med.

Marias tvillinger

Romanen handler om Marias tvillinger Jesus og Kristus. Jesus er fra fødslen stor og stærk, og Kristus er et lille skravl. Gennem hele barndommen traver Kristus i skyggen af sin stærke, uartige storebror, men da Jesus begynder at forkynde og helbrede offentligt, ændrer styrkeforholdet sig fuldstændigt. Ikke fysisk, men åndeligt.

Philip Pullman går vejen omkring en konspirationsteori i forsøget på at ramme den katolske kirke. Nøglen er figuren Kristus, der som vidne til begivenhederne fordrejer historierne om Jesus for at legalisere den senere kirkekonstruktion.

Alt det, som ifølge Philip Pullman har en naturlig forklaring, lader han Kristus nedskrive med et strejf af overnaturlighed i sin version af historien. Et eksempel er den situation, som i Det nye Testamente kaldes bespisningen af de fem tusind. I romanen organiserer Jesus sig ud af problemet ved at sørge for, at alle deler deres madpakker med hinanden, men da det er for lidt for Kristus og den faldne engel, som støtter ham, overleverer han hændelsen som et mirakel.

Det siger sig selv, at hverken jomfrufødsel eller opstandelsesberetning finder støtte hos den kritiske forfatter. I hans fortælling bliver den naive Maria gravid på naturlig vis med en fremmed mand, som lægger sig hos hende i nattemørket, og den mand, som disciplene møder efter korsfæstelse og gravlæggelse, og tolker som den opstandne, er Kristus, den levende tvillingebror.

Uoriginalt og kedeligt

Nu er det ikke første gang, at nogen afmytologiserer Jesus-skikkelsen, og Philip Pullmans skelnen mellem den historiske og den forkyndte Jesus er set før. Selv tvillingekonstruktionen er anvendt af så forskellige forfattere som Martin A. Hansen og Peter Madsen.

Romanen er altså ikke bare kedelig. Den er også uoriginal og kluntet, skrevet i et tungt, gammeldags sprog, som gør læseprocessen til noget af et sejtrækkeri.

Philip Pullmann kan gerne hade kristendom og kirke af hele sit hjerte og af hele sin sjæl, men hvorfor skal det absolut udmønte sig i en elendig roman!