Anmeldelse: Peter Rønnov-Jessen: Reparation af spunsvægge

Peter Rønnov-Jessen:
REPARATION AF SPUNSVÆGGE
240 sider, 235 kr.
Gyldendal

Men nej; den midaldrende Per er ikke mand for at klare forældrenes død, så slutningen kommer ikke som nogen overraskelse. Per kramper sammen i galskab.

Er det synd for manden? Er hans skæbne værre end alle andre, der har oplevet samme tab? Har denne lille familie tungere lig i lasten end den gængse? Er det endnu værre at vende tilbage til Ålborg end f.eks. Århus, Fåborg, Holbæk, eller hvad det nu kan være, hvis man gerne vil definere sig som københavner?

Er tv en slemmere oplevelse, hvis man er fotograf med et eskalerende dårligt syn, eller skyldes det første at manden er ved at gå op i limningen og drukner sin manglende ansvarlighed i den ene flaske vin efter den anden?

Sans for forfald

Peter Rønnov-Jessen har sans for mandens forfald. Realitetssansen, forpligtelsen for familien hjemme i København fordufter hurtigt og bastant, mens Per selv bilder sig ind, at han rydder op i det nu tomme hus. Han har kørt tusindvis af kilometer for kontinuerligt at tilse de to gamle, men nu er den forpligtelse væk, og der skal ryddes definitivt op.

Rummer huset så hemmeligheder? Er der spøgelser i villaen, en død broder, og er Ålborg befolket af levende øgler. Selv i Hasseris den fine bydel er hjemsted for arkaiske krybdyr, som hærger i supermarkeder og gør det vanskeligt for vor helt at købe den daglige ration af oppustede fiskefileter og dårlig vin. Ejendomsmægler, advokat afvises den ene gang efter den anden: Det er enerverende læsning, men effektfuldt, fordi læseren får denne kriblende fornemmelse af, at det hele skrider.

En rablende stil

Der er med garanti en masse mennesker, der ikke fatter, hvorfor denne tomhed skal tage så hårdt på den privilegerede Per. Men som bekendt har mænd sværere ved afsked og permanent adskillelse, end kvinder har det, og kønsforskellen er en forklaring på romanens form og motiv.

En anden er Rønnov-Jessens ønske om at være solidarisk med slapsvansen. Ikke nødvendigvis, fordi han tænker som Per og skriver på tilsvarende oplevelser det aner jeg intet om men fordi forfaldet giver grønt lys for en rablende stil, for et mere blomstrende og idiosynkratisk sprog, fuld af udfald og mere eller mindre festligt vås.

Romanen kan i passager minde om Jens-Martin Eriksens tidlige og de to prosaister er nogenlunde jævnaldrende og kommer fra samme fatale by.

Morale: Det er ikke let at blive voksen. Slet ikke, hvis man er vokset op i Ålborg.