Peter Handke: Kali

Peter Handke:

KALI

En forvinterhistorie

Oversat fra tysk af Hanne Lund

144 sider, 175 kr.

Gyldendal

Er udkommet


»Når man finder noget, så sker det enten på et øjeblik, i en håndevending, eller først meget, meget senere. I mellemtiden: Umuligt at finde noget. Mellemtid, rædselstid, fortabthedstid, den almindelige fortabthed. Ikke anden mulighed end at glemme eftersøgningen i mellemtiden,« siger romanens hovedperson, men det kunne lige fuldt være en beskrivelse af Peter Handkes egen poetik.

Fortabt undervejs
For, milde himmel! hvor man bliver fortabt - og giver fortabt - undervejs. Ligesom man i øvrigt altid bliver og giver fortabt i hans indviklede universer. Det skal man være indstillet på.

Det er da også fornemmelsen af at styre fra blindgyde til blindgyde, som er så afsindig fascinerende hos denne østrigske forfatter, der har modtaget et utal af priser for sit forfatterskab. Lad os bare kalde det en frugtbar forvirring, for der er ingen tvivl om, at man nok skal finde noget på et eller andet tidspunkt.

Om ikke før, så senere. I mellemtiden kan man så lade sig gennemrisle af en hemmelig fryd over at blive væk i krævende sprogkonstruktioner og indviklede kompositionsmønstre. Det er vist ikke helt ved siden af at kalde ”Kali. En forvinterhistorie” for en slags odyssé, for den handler om en kvinde, der via forskellige omveje vender hjem.

Tabte dybder
Hun er sangerinde, og efter vinterens sidste koncert tager hun afsked med sin guitarist for at bevæge sig ud af det pulserende storbyliv og tilbage til en hjemegn, som er groet til i salt, eller kali, som er en betegnelse for kaliumholdigt salt.

Vejen går gennem både ydre og indre landskaber, som ikke umiddelbart lader sig adskille. Dertil er den drømmende, symbolladede realisme for massiv. Hjemrejsen til det konkrete sted er samtidig sindets rejse indad mod for længst tabte dybder og indsigter.

Alene navnet på byen: Den Døde Vinkel, siger alt om, hvor hun, den navnløse, er på vej hen. Og med hende også fortælleren, som heller ikke giver sig til kende, men måske dækker over en generel menneskelig længsel efter at finde sig selv og nå til bunds i sit eget personlige mysterium. Hun rejser med tog og bus, længere og længere væk fra civilisationen, forekommer det, eller i hvert fald ud i et ikke kultiveret landskab præget af øde vidder og mennesketomme områder. Hun spiser på kroer med tavse, ja, døde gæster, sover i gammeldags senge, møder en gammel skolekammerat og besøger sin mor, der afslører, at kvinden ikke var et ønskebarn.

Frelsende engel
Muligvis er det dét traume - hvis det ikke er tabet af en far - som driver kvinden ud på den anden side af barndomsskoven til den såkaldte udvandre-regn, hvor saltminen ligger - målet for hendes rejse.

Hun stiger ned i minens indre og opstår hvid af salt som en frelsende engel i den glædesløse by. Sangerinden har fundet sit indre barn og kan synge anderledes lykkelig end ved romanens begyndelse.

Jeg er snublet i betydningslagene undervejs og har ganske givet ikke fattet den fulde pointe. Alligevel føler jeg mig opstemt, for sådan er det med Peter Handke: Han trænger tankerne op i en krog og får dem til at formere sig i alle retninger.