Per Petterson: Jeg forbander tidens flod

Per Petterson:

JEG FORBANDER TIDENS FLOD

Oversat fra norsk af Annelise Ebbe

252 sider, 298 kr.

Batzer og Co.

Er udkommet

Per Petterson er en virtuos, når det gælder om at beskrive de fåmælte eksistenser i en verden af larmende fortielser. Uden de store fagter lister han det inderste af sine lukkede figurer op, mens han fastholder det gådefulde ved dem.

Sådan fungerer det også i den nye roman, som har et Mao-citat som titel og er en usandsynlig fin, eftertænksom roman om menneskets nytteløse kamp mod tidens uafvendelige gang.

Skiftende familieforhold
I romanen møder vi endnu engang den Arvid Jansen, som er en gennemgående figur i Per Pettersons forfatterskab, om end han ikke nødvendigvis altid er den samme. F.eks. har han i ”Ekkoland” en storesøster, mens han her har tre brødre.

Nu er Arvid mere end midaldrende og tænker tilbage på dagene umiddelbart efter, at hans mor har fået konstateret en uhelbredelig mavekræft. På det tidspunkt er han selv 37 år og står foran en skilsmisse.

De to store tab tvinger ham til at krydse tidens flod for at finde forklaringer, årsager og mulige forsoningspunkter, men han må konstatere, at det aldrig er det samme vand, som strømmer igennem to gange.

”Tiden var gået bag min ryg”, som han udtrykker det fortrydeligt bevidst om, at han aldrig greb øjeblikket, mens dét var der, men lod stå til i en naiv forvisning om, at der nok skulle vise sig en ny chance. Men sådan fungerer det bare ikke for Arvid, og alle forsøg på at klinke de skårede forhold, som han har bag sig, er forgæves.

Sket er sket; de sårende bemærkninger hænger i luften, lussingen svider stadig, og varmen mellem to kroppe er for altid let kølet af en utro tanke.

Romanen tematiserer de uovervindelige afstande mellem mennesker, som burde stå hinanden nær: Forældre og børn, mand og kone og gamle, trofaste barndomsvenner.

Forholdet i centrum
I centrum står Arvids forhold til moderen, som også i de andre romaner er kompliceret. Hun er en uindtagelig og tavs figur omgærdet af mystik og placeret i et uharmonisk ægteskab, hvilket præger forholdet voldsomt.

Da hun vil besøge Nordjylland, hvor hun er vokset op, en sidste gang, følger Arvid efter og sammen med ham minderne. De gode om fjerne morgener med kakao i køkkenet, og de dårlige, som først og fremmest tæller dagen i konditoriet, hvor han meddeler hende sin beslutning om at opgive studierne for at blive fabriksarbejder. Som sine forældre. Deraf lussingen og distancen imellem dem.

Nostalgisk blues
I årene derefter ses de knapt, og en forsoning synes helt uden for rækkevidde: »En wire havde strakt sig langt og var trævlet op og røg med et smæld, der var let at høre,« konstaterer Arvid.

Først 17 år og en dødsdom senere nærmer mor og søn sig hinanden. Ikke med store ord om tilgivelse og forsoning, men med tilstedeværelse. Moderens nært forestående død gør ord og minder ligegyldige, og forbeholdene falder til fordel for det nøgne, uspolerede nærvær.

”Jeg forbander tidens flod” er en nostalgisk blues om, hvad tiden gør ved et menneske og ved de mere eller mindre uoprettelige skader, vi tilføjer hinanden. Som altid hos Per Petterson er sproget fabelagtigt klart og prægnant, og man slipper ham kun modvilligt.