Et andet liv

Per Olov Enquist:

Et andet liv

Oversat af Nanna Thirup

496 sider, 400 kr.

Samlerens Forlag

UDKOMMER I DAG

Siden sit autoritative gennembrud med dokumentarromanen ”Legionærerne”, der i 1968 vandt Nordisk Råds Litteraturpris, og som mangeårig kommentator i den svenske avis Expressen har Per Olov Enquist, PO kaldet, lyst op som et ikon på den politiske venstrefløj.

Han er socialdemokrat - af beskaffenhed som Olof Palme - og vedkender sig med stor overbevisningskraft den svenske velfærdsmodel.

Men ikonet er blegnet. Eller rettere: Der står et andet, renere lys fra det end det politiske.

Ikon er jo en religiøst farvet glose, og bag PO's politiske holdninger ligger der en stadig eksistentiel anfægtelse, der inspirerer ham, men irriterer de politiske venner som en stadig kløe og får en dansk kritiker til at tale om et beklageligt »tilbagefald« til metafysiske anfægtelser og en »pietistisk funderet frelselsesbevidsthed« i f.eks. skuespillet ”Min morfars hus” (1987).

Livstruende alkoholisme
Men mere end noget andet af PO's værker er netop dette vævet ind i hans seneste, erindringsromanen ”Et andet liv”.

Har nogen forventet et politisk testamente eller et manifest fra en agitator, venter der en slem skuffelse. Politik spiller en ubetydelig birolle i bogen, som til dels handler om forfatterens opvækst i et pietistisk, ludfattigt miljø i det nordlige Sverige og hans vej ud af det.

Samtidig skildres hans vej ind i og ud af en mangeårig, livstruende alkoholisme, så han har været »totalafholdsmand« de sidste 19 år. Ikke en dråbe har han rørt, men er til gengæld blevet benådet med forfatterskabet til fire store romaner og tre skuespil.

Verdenslitteratur - simpelthen! Men det har de æstetiserende fesenheder i nobelpriskomiteen ikke opdaget - ene af alle.

Den enbårne søn
Fra begyndelsen - f.eks. romanen ”Magnetisørens femte vinter” (1964) har forræderiet spillet en hovedrolle i forfatterskabet, mens forankringen i den missionske, nordsvenske arv langsomt er tonet frem for at stå som et hovedtema i den nye bog. Ikke for ingenting sidder PO uden på den svenske udgave med andægtigt foldede hænder.

Hans far døde, da han var helt lille, men lever i hans liv som en stadig forundring, et altid nærværende fravær. Enquist voksede op med sin fromme, kærlige mor, der ville sin enbårne (enfödde) søn (skønt han havde en broder, men han døde i fødslen) det allerbedste, nemlig at han skulle blive en kristen, helst også præst og for alt i verden undgå ”misbrug”, især spritten.

Ville være fri
Men »skulle han vælge den akademiske bane og studere troen væk?« spørger han. Sådan blev det. Det første forræderi. Spritten kom senere.

Han vil være fri og kommer til universitetet i Uppsala, studerer litteratur og bliver med tiden en berømt forfatter, der dog altid har forræderiet som en skygge ved sin side.

Et enkelt eksempel er hammerkasteren i ”Sekundanten” (1971): Han forbedrede rekorderne, men kun fordi han havde udhulet hammeren. Også i sit private liv begår PO forræderi åbenlyst og skandaliserende, da han - en socialdemokratisk intellektuel - køber en lejlighed sort.

Den fortabte søn
Et sted har han bemærket, at der i dag ikke findes mange lignelser, men skriver dog sin egen historie ind i lignelsen over dem alle: Lignelsen om den fortabte søn.

Som denne forløber i tre faser, består også Enquists bog af tre hovedkapitler. Efter sit opbrud fra den moderligt omsorgsfulde og ernærende verden vinder han anerkendelse, beundring og indflydelse. Men fra berømmelsens tinde falder han ned i et begyndende misbrug: Drikkeriet, der fører ham i fortabelse.

Han reddes dog og vender hjem, ikke til moderen og Nordsverige, men til den afholdenhed, den moral, den kreative arbejdsdisciplin, han er oplært med. Den religiøsitet eller metafysik, der som en underjordisk vandåre strækker sig gennem store dele af forfatterskabet, bruges som anskueliggørelse af hans frelse fra alkoholismens fortabelse.

Hans redning er hans ”genopstandelse” - ikke efter tre dage i graven, men efter tre lidelsesfulde indlæggelser på afvænningsanstalter for alkoholikere.

Kvinderne som frelsere
Som kvinderne så ofte er blevet fortabte mænds frelse i den europæiske litteratur, er også det kvindelige her - i videste forstand, der også inkluderer både barndommen og Nordsveriges natur - en mægtigt bærende og bjærgende kraft: Moderens opofrelse.

Hun fik aldrig nogen ny mand, skønt muligheden var der, men »jeg troede jo ikke, at du brød dig om ham«, siger hun resigneret og i en sætning, der som så ofte i PO's tekster røber et helt liv i ét hug.

Siden den bedrøvede, men trofaste og tålmodige hustru og til sidst datteren, der ringer og siger, at uanset om behandlingen lykkes, så beundrer hun ham, fordi han alligevel prøver. Den, der gør sig anstrengelse og stræber, kan forløses. Genopstandelsens under. Et andet liv.

Humor som ægte alvor
Er det en roman, som Enquist har skrevet? Eller en selvbiografi? Begge dele - vel sagtens, men i hvert fald et storværk: En rig, generøs, oprigtig bog, et levnedsforløb, en lidelsens vej, der kalder på opmærksomhed og medleven.

Indvævet som den er med forfatterens tidligere digtning i sindrige mønstre og som al stor kunst gennemstrømmet af taknemmelighed for livet og af den alt forsonende humor, som er den ægte alvor. Erfaret metafysik.