Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 af 6
Artiklens emner:

Anmeldelse: P. O. Enquist: Den tredje grottes hemmelighed

Per Olov Enquist har skrevet en underholdende og meget, meget svensk selvstændig fortsættelse af ”Morfar og ulvene”.

BØRNEBOG

P. O. Enquist

DEN TREDJE GROTTES HEMMELIGHED

Oversat af Camilla Christensen

136 sider. 149,95 kr.

Høst & Søn

UDKOMMER I DAG

I 2003 udkom den store svenske forfatter Per Olov Enquist med en fortælling for de små - ”Morfar og ulvene”, som han nu følger op på med en selvstændig fortsættelse. I ”Den tredje grottes hemmelighed” vender de fire børnebørn tilbage til deres eventyrlystne (og svært smøgtrængende) morfar PO (!) i Värmland.

De vil tilbage til bjerget med de tre grotter og den talende bjørn og ulvene, som blev jagtet af udenlandske ulvejægere - og selv om morfar egentlig deler børnenes længsel, har hjerteoperation og rygestop ligesom gjort ham lidt bleg om næsen.

»Det kan aldrig blive lige så sjovt en anden gang,« mukker han.

Men det kan det faktisk. For selvfølgelig tager morfar og ungerne på ekspedition igen. Denne gang finder de en sending kokain og en litauisk udgave af ”Morfar og ulvene”, og så er eventyret ellers i gang.

Det er både sjovt og spændende - især fordi den halvvrante gamle morfar langt fra er typen, der pakker sine børnebørn ind i vat. Men det bliver de faktisk både modige og fornuftige af, som nu Marcus:

»Kalashnikover er forbudt for børn under ni år. Og man skyder ikke på mennesker, for så kan de dø. Også selv om de er russere. Sigt ikke mod knæene. Aldrig.«

Fortællingen danser af sted over stok og sten i sin særlige stil - det halvbiografiske blandes med det fantastiske, det spændende med det fjollede og plottet med en milliard afstikkere og indskudte sætninger.

Det er underholdende og meget, meget svensk - ikke kun på grund af de fine naturbeskrivelser, men mest i tonen, der nærmest får det til at dufte af smultronsylt og brænderøg i stuen.

Det er tydeligt, at man har med en af de helt store fortællere at gøre, men den meget mundtlige fortællestil byder også på udfordringer i forhold til den målgruppe (de 7-10-årige), som bogen retter sig mod. De (alt for) mange kursiverede betoninger og en til tider noget voksen underforståethed vil hægte mange små læsere af, hvis de selv giver sig i kast med bogen. En god oplæser vil til gengæld kunne give liv til både morfarens tanker og vrisne smøgtrang og til børnebørnenes uro og begejstring. Og så venter der en særdeles trävlig oplevelse for alle.

Anmeldelse: Jørgen Brekke: Nådens omkreds

20-07-2011: Jørgen Brekkes krimi rummer en god historie, der fortælles med et betydeligt overskud. Læs artikel

Anmeldelse: Brian Dan Christensen: Øen med de ni broer

05-07-2011: Brian Dan Christensens ”Øen med de ni broer” er en kulørt, ikke-overraskende og omstændelig konspirationsfortælling. Læs artikel

Anmeldelse: Salman Rushdie: Luka og livets ild

26-05-2011: Som i alle gode eventyr er der en del at hente for voksne i ”Luka og livets ild”. Læs artikel

Anmeldelse: Marvin Halleraker: Freddy

09-05-2011: Norske Marvin Halleraker står bag både tekst og billeder i denne mærkelige fortælling om Freddy, der er tatoveret fra top til tå. Læs artikel

Anmeldelse: Lene Kaaberbøl: Vildheks - Viridians blod

06-04-2011: Andet bind i serien ”Vildheks” er kvalitets fantasy. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...