Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 af 6 stjerner.
Artiklens emner:

Paul Auster: Usynlig

En ny fortræffelig udgivelse fra Paul Auster. ?Forfatteren betjener sig fortsat af sit kinesisk-æske-system.

Paul Auster:

USYNLIG

(Invisible, 2008)

På dansk ved Jørgen Nielsen

346 sider, 299 kr.

Forlaget Per Kofod

Er udkommet

I Paul Austers bøger er der som regel et stykke inde i værket en overvejelse, der er lagt i munden på en af de medvirkende, men som samtidig er et centralt tematisk omdrejningspunkt, der kan være en nøgle til både det pågældende værk, men også til Paul Austers generelle omverdenstilgang.

Her er det en fransk talepatolog, en ellers tilbageholdende kvinde, der i beskrivelsen af sit job med afasi-ramte bliver ivrig og intens:

»Er det ikke spændende, at tanken ikke kan eksistere uden sproget, og eftersom sproget er en funktion af hjernen, må vi sige at sproget - evnen til at opleve verden gennem symboler - på en vis måde er en fysisk egenskab hos mennesker, hvilket betyder at den gamle opsplitning i legeme og sjæl er noget værre vrøvl, ikke? Farvel, Descartes. Legeme og sjæl er ét.«

Livslang optagethed

Specialister på området vil muligvis ikke være helt enige i betragtningen, men den beskriver ganske godt Austers livslange optagethed af, hvordan vi oplever og bearbejder virkelighedens råmateriale gennem sproget og gennem de mere eller mindre konventionelle sproglige konstruktioner, som litteraturen udgør.

Kort beskrevet kan man sige, at Austers fortælle-univers eksisterer i et spændingsfelt mellem at opbygge en læsertillid beroende på imødekommelse af læserens vante forventninger til en realistisk fortalt historie for dernæst at nedbryde forventninger ved at demonstrere, hvordan den oprindelige tillid var funderet på en fiktion.

Denne opbygnings-nedbrydnings-teknik er velkendt op gennem litteraturhistorien, f.eks. kendes den fra Søren Kierkegaards ”romaner”, men den har været særligt i fokus i modernismen og post-modernismen. Ikke så underligt, for her drejer det sig jo netop om grundlæggende tvivl over for grænser og muligheder for erkendelse gennem sproget.

Hed erotik

”Usynlig” begynder i jeg-form i 1967. Adam Walker er en 20-årig andetårsstuderende ved Columbia Universitetet i New York. Han møder en fransk gæsteprofessor, der giver ham et tilbud om at drive et nyt tidsskrift. Han bliver også meget direkte opfordret til at indlede et forhold til professorens kæreste, mens professoren er hjemme i Frankrig i et uopsætteligt ærinde.

Det ender med hed erotik, som dog brat afbrydes, da den franske professor pludselig viser en side af sig selv, som gør et fortsat samarbejde mellem den modne franskmand og den grønne amerikanske studerende umuligt. Og det har ikke noget at gøre med kvinden.

Effektiv spænding

Beretningen fra 1967 viser sig at være et manuskript, som Adam har sendt til en tidligere medstuderende, Jim. Denne er i mellemtiden blevet en kendt forfatter. Adam beder om råd til at komme videre med historien, da han har fået et slags skriveblokering. Jim indvilger i at mødes med ham i San Francisco.

Mere skal ikke røbes her, for historien har en effektiv spændingskurve, men det kan antydes, at historien efterhånden får sit eget liv som en dynamik af tekster, der producerer begivenheder og figurer snarere end omvendt.

En sproglig dimension

Paul Auster er altid - med undtagelse af sit debut-værk, ”New York trilogien” - diskret i sin leg med sprogets og de litterære konventioners indflydelse på de måder, vi erkender omverdenen. En læser, der bliver fanget af invitationen til en realistisk romanoplevelse, vil klamre sig til forestillingen om, at dette er virkelighed, hvor omstændighederne tvinger til kompleksitet.

Men anerkender man, hvad der ligger i den franske talepatologs udsagn, så går spillet så at sige den modsatte vej: Hvad sker der, når man forsøger at pålægge eksistensen en sproglig dimension.

Verdenspremiere

Det er ganske instruktivt at bide mærke i, at i Austers vante kinesisk-æske-system får vi på et tidspunkt at vide, at ingen af figurerne optræder under deres rigtige navne. Men når man så betænker, at i en fiktion har ingen jo ”rigtige” navne. Svimlende!

Forlaget Per Kofod har for sjette gang verdenspremiere på en Auster-bog.

Flere artikler som denne? Se hele listen her
Har du kommentarer til guide?

Det betongrå ægteskab

19-01-2010: Man kan næsten fornemme forfatterens rå latter, når hun nådesløst udleverer Mats og Anna til deres forvoksede idealer om det gode, det sande og det smukke liv. Det nervepirrende ægteskabsdrama, som udspiller sig, balancerer ofte på kanten til det thrilleragtige.

Læs artikel

Vilhelm Topsøe: Operasangerinden

07-11-2009: Denne romans egentlige intention er det vanskeligt at få hold på.

Læs artikel

Jakob Ejersbo: Liberty

03-11-2009: 700 siders spænding, der sprøjter af saft og ubekvemme udsagn. kpn's anmelder er begejstret for den sidste bog i afdøde Jakob Ejersbo's Afrika-trilogi.

Læs artikel

Per Petterson: Jeg forbander tidens flod

29-03-2009: Per Pettersons figur står foran skilsmisse og er ramt af kræft.

Læs artikel

Shyam Selvadurai: Understrømme.

18-11-2008: At læse er at rejse. Ind i sind og skæbner. Ind i kulturer og lande. Ind i alt det fremmede, som man kun kender af navn. Som Sri Lanka f.eks.

Læs artikel
Nyt om roman
Loading...
Nyt om Paul Auster
Loading...
Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
TekstlinksAnnonce