Kjersti Vik: Mandø

Kjersti Vik:

MANDØ

200 sider, 230 kr.

ABC Forlag

Er udkommet

Natur versus kultur, oprindelighed versus modernitet og religion versus darwinisme.

Den norske forfatter Kjersti Vik, der er aktuel med ungdomsromanen ”Mandø”, er ikke bange for at krydse klinger med en række overordentligt klichéfyldte dualismer i sin skildring af en gruppe unge storbyvenner, der med udlængsel i kroppen drager til den øde ø, Mandø, der med sin placering godt gemt i Vadehavets bølger er ukendt for de fleste.

Der har de lejet sig ind på den gamle præstegård, hvor det er meningen, at de på afstand af studier og den vanlige trummerum skal komme ned i gear og tilbringe kvalitetstid sammen.

Vennerne er grupperet parvis; den smukke Frederikke er sammen med lederen Sebastian, søde Freja er kæreste med den sjove og udadvendte Rasmus, mens den tænksomme Astrid har trukket rigmandssønnen Victor.

Det efterlader Maja, der, selv om romanen fortælles på skift fra flere synsvinkler, bliver hovedfigur (om end lidt svagt tegnet) alene og det ikke til hendes entydige tilfredshed.

Således er det i sit udgangspunkt et klassisk setup, men det forstyrrer, at Kjersti Vik i den grad forsømmer at formidle, hvorfor de syv unge gider at være sammen. På intet tidspunkt fornemmer man som læser de ubrydelige venskabsbånd, som hører ungdommen til.

Det er formentlig en pointe, der skal tjene som en motor for den videre handling, men romanen havde stået langt stærkere, havde venskabet virket mere motiveret.

Nuvel, ofte overladt til sig selv spankulerer Maja rundt på Mandø, hvor hun møder den lokale Claus, der modsat hende og hendes venner tror på Guds skaberværk, går i kirke hver søndag og ellers bruger mest tid på at tælle fugle og fodre dyr.

Maja på én gang fascineres og frastødes af den fremmede fugl, men langsomt udvikler det sig til en sært uromantisk romance, der dog har svære kår, da Maja konsekvent drilles med sin ferieflirt, og Claus kan ikke slappe af i Majas selskab.

De mange skift

”Mandø” fortælles som nævnt kapitelvist fra de forskellige personers perspektiv, og det gør romanen til en temmelig mudret affære strukturelt og indholdsmæssigt. Teksten er kort, og de mange skift gør, at man aldrig rigtig kommer til at interessere sig for personerne eller for den konflikt, der faktisk er masser af ungdommeligt kød på.

Forfatteren lader heller ikke sproget skifte tone efter, hvem der formidler, hvorfor de alle som én tynges af et tungt og absolut utidssvarende sprog. Hvilke 19-årige drenge siger for eksempel »penis« og »kissemisse«. Ingen, er mit bedste bud.

For så vidt er ”Mandø” en fin tekst om den svære balance mellem tiltrækning og forkastelse hos unge, men de formelle problemer gør, at den næppe få et særligt stort ungt publikum.