Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Oliver Zahle - Elefantstenen | bog.guide.dk

Anmeldelse af Oliver Zahle - Elefantstenen

Oliver Zahles fine fortælling om en dreng, der tryller en elefant frem for ikke længere at være den tykkeste i Thyborøn, har ikke gods nok til at fylde en roman.

Roman
Oliver Zahle
ELEFANTSTENEN

136 sider, 199,95 kr.

Carlsen


B971716269Z.1_20141106163100_000+GNPGV5TT.1-0.jpg

Jeg har altid haft et blødt punkt for Oliver Zahle. Lige fra hans tid i DR’s geniale ”Børneradio” har han leveret dead pan-komik af fineste karat til dansk underholdning, hvilket kun er blevet raffineret siden i satiriske programmer som ”Selvsving” og ikke mindst ”De uaktuelle nyheder”.

At der er en forfatter gemt i Zahle overrasker derfor ingenlunde. At han debuterer med en roman, der desværre ikke har litterært format til andet end en lang novelle, kan til gengæld ærgre.

Den magiske sten

”Elefantstenen” er stærkt inspireret af et møde, Zahle havde for mange år siden med dyrepasser-aspiranten Peter, der hver weekend i fem år tog toget fra hjemmet i Ishøj til Zoo på Frederiksberg for at betragte de store elefanter.

Zahles debutroman udspiller sig ikke i en Zoo, men derimod i nordjyske Thyborøn, hvor den småtykke knægt Bapit bor med sin thailandske mor. Hans far, der var fisker, er død, så nu virker Bapit og hans mor for alvor fremmede i den lille fiskerby. Bapit har arvet en hulsten fra sin far, som hævdede, at den har magiske kræfter, og dem kan Bapit måske få brug for i hverdagens drillerier og lykkekompenserende Nutella-spisning.

Særligt idioten Philip gør Bapits liv besværligt, ikke mindst fordi han forsøger at lægge billet ind på den kønne Laura, der lige er flyttet til byen. Uden egentlig at vide det, begynder Bapit at bruge stenens magi til at forsøde tilværelsen en smule. Ud af det blå står han pludselig med nøglerne til Philips splinternye cykel i hænderne.

Men det mest radikale sker dog, da Bapit er lige ved at have fået nok. Smerten over drillerierne kan ikke længere slukkes med kakao og chokolademadder, så Bapit ønsker sig i sit stille sind, at det ikke længere var ham, der var Thyborøns tykkeste dyr. Og som ved et trylleslag kommer en kæmpemæssig elefant vandrende imod ham.

Fortyndet manuskript

Det er den slags naiv, magisk realisme, der strømmer gennem ”Elefantstenen”, og som gør det til en virkelig fin historie, der udvikles, da Bapit kommer i kontakt med den angivelige elefantdomptør Lech.

Zahle har da også allerede én gang vundet hæder for historien, nemlig da han pitchede den som filmidé på kortfilmfestivalen i Odense for et par år siden. Og fortællingen har da så afgjort mere relevans som kortfilm eller som novelle, for som roman har den slet ikke den tyngde, dens hovedperson og hans firbenede ven har.

Når Zahle så alligevel forsøger at få den til at fylde 136 sider (hvilket kun lader sig gøre med meget store skrifttyper og godt med blanke sider som kapitelinddeling), så udvandes det spinkle drama og fortyndes til næsten ingenting.

Det er synd og skam, for der er bestemt også en forfatter i Zahle.

Anmeldelse af Stephen Chbosky - Fordelene ved at være en bænkevarmer

30-11-2013: Rørende og kontroversiel amerikansk dagbogsroman udkommer endelig på dansk. Læs artikel

Anmeldelse: Johanne Algren: Louis 121092-2922

27-02-2008: Lille, stor bog om en ung piges liv og triste misbrug. Læs artikel

Anmeldelse af Sally Gardner - Mission Måne

18-05-2014: Sally Gardner skriver personlig og vedkommende ungdoms-sci-fi. Læs artikel

Anmeldelse af Line-Marie Lång - Artiskokhjerte

19-04-2014: Line-Marie Långs skræmmende ungdomsroman for tungnemme voksne bliver hængende som tinnitus. Det er intenst og ubehageligt. Læs artikel

Anmeldelse af Lilja Scherfig - Bobolina

20-03-2014: Lilja Scherfig skriver boblende muntert om en frimodig cirkus-teenagepiges opdagelse af sig selv. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...