Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 af 6 stjerner.
Artiklens emner:

Tæt parløb

Samarbejdet mellem mand og kone har udmøntet sig i en vellykket krimidebut.

Jeanette Øbro Gerlow og Ole Tornbjerg:

SKRIG UNDER VAND

311 sider, 250 kr.

Politikens Forlag

UDKOMMER I DAG

Samarbejde om litterære projekter er lidt af en sjældenhed. Dog knap så sjældent, når det gælder krimier. Den i sin tid så populære amerikanske krimisignatur Ellery Queen var faktisk to forfattere, fætrene Frederick Dannay og Manfred Bennington Lee. Det store og sporsættende samarbejde i skandinavisk krimi var naturligvis makkerparret Maj Sjöwall og Per Wahlöö. På det allersidste har svenske Lars Kepler stået øverst på bestsellerlisterne. Kepler viste sig at være ægteparret Alexander og Alexandra Ahndoril.

Herhjemme blev der tidligere på året gjort meget ud af forspillet til en dansk krimiudgivelse, ”Svinehunde”, velskrevet af søskendeparret Lotte og Søren Hammer. Den aktuelle ”Skrig under vand” er også blevet til i tæt parløb. Jeanette Øbro Gerlow og Ole Tornbjerg, mand og kone, betror det pressebrev, der er vedlagt anmeldereksemplaret, at projektet har været i gang siden 2005, klemt ind mellem et formentligt hektisk arbejds- og familieliv.

Det er der ikke alene blevet en veltrimmet krimi ud af, men den har oven i købet vundet dagbladet Politikens Krimikonkurrence 2010.

Jagt på en morder


Hovedperson er den engelsk-danske psykolog Kathrine Wraa, der er uddannet i England som ”profiler”. Hende vil den nye drabschef for Københavns politi gerne have fat i. Der er problemer med bandekriminalitet, og politiet behøver en dybere forståelse af de kræfter, der trækker unge til de kriminelle miljøer.

Men inden hun skal i gang med bandekriminaliteten, kommer der et drab i vejen. Heldigvis for hende, for hun vil gerne arbejde med de barske sager. Hun bliver sat til at følge Jens Høgh, en erfaren yngre efterforsker i ”Afdeling for personfarlig kriminalitet”. En fødselslæge og far til to små tvillinger er blevet brutalt knivdræbt i haven til sin Frederiksberg-villa.

Efter kort efterforskning får politiet et spor, der synes at lede direkte til drabsmanden. Men Kathrine Wraa er ikke så sikker. Det er Jens Høgh heller ikke, for han har fattet en øjeblikkelig tillid til den smukke og begavede ”profiler”, en tillid, der absolut er hinsides pligtens kald.

Læseren ved fra begyndelsen, at man har at gøre med en psykopat. For i det ene korte, kursiverede afsnit efter det andet, der er indfældet i drabsefterforskningen, får vi privilegeret adgang til et sygt sind.

Et svendestykke


”Skrig under vand” er som allerede nævnt, en veltrimmet krimi. Tempoet er højt. Det lykkes i det store og hele at give læseren nødvendige informationer, uden at de, som det ofte er tilfældet hos danske udøvere af genren, får karakter af indsatte fakta-bokse. Plottet er effektivt, om end strukturen er velkendt i genren. Sidst, men ikke mindst står efterforskernes privatliv i funktionelt forhold til hovedsagen.

Der vil komme flere krimier med Kathrine Wraa, lover bagsideteksten. Det glæder vi os til. Nu har Øbro og Tornbjerg vist, at de kan håndtere genrens byggeklodser og skrive et mildt sagt ikke ophidsende dansk. Næste gang må der gerne satses lidt mere, så svendestykket kan udvikle sig til mesterstykker.

Flere artikler som denne? Se hele listen her
Har du kommentarer til guide?

Vinderkrimi om iskold morder

07-06-2010: Vinderen af Politikens Forlags krimikonkurrence 2010 er skrevet af et ægtepar og har været længe undervejs, men nu udkommer den op til sommerferien.

Læs artikel

Lars Kepler: Hypnotisøren

15-01-2010: Roman: ”Hypnotisøren” er aldeles fremragende, neglebidende spændende og engagerende i kraft af psykologisk troværdighed i persontegningen.

Læs artikel

Henning Mortensen: Det blanke vand

12-10-2009: Henning Mortensens sprog svinger, mysterier dukker op og stadig flere hændelser virker sære.

Læs artikel

Arnaldur Indridason: Vinterbyen

30-09-2009: Arnaldur Indridasons femte krimi på dansk er en historie, der i en for genren sjælden grad sammenvæver stemning og plot.

Læs artikel

Camilla Ceder: Frosne øjeblikke

12-08-2009: Camilla Ceders debutroman lykkes ikke.

Læs artikel
Nyt om roman
Loading...
Køb nye bøger
Nyt om Ole Tornbjerg
Loading...
Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
TekstlinksAnnonce