Anmeldelse: Ole Henrik Laub: Vindens alter

HISTORISK ROMAN

OLE HENRIK LAUB:

VINDENES ALTER

En saga fra Svend Estridsøns tid

272 sider, 249 kr.

Forlaget Hovedland

Er udkommet

Den tapre og kongeloyale Regnar og hans skønne hustru, Blia, er her igen sammen med den fromme munk Anselm i ”Vindenes alter”, som fortsætter Ole Henrik Laubs romanserie om Danmark under Svend Estridsøn (konge 1047-1074). Bogen er en fortsættelse af ”Gudernes død” (anmeldt her i avisen den 15. juni 2010), og serien fortsættes med ”Skovenes dyb”, men bøgerne om Danmarks overgang fra Vikingetid til Middelalder kan udmærket læses selvstændigt hver for sig.

”Vindenes alter”, der refererer til en ensom, forfalden kirke, som kong Svend opsøger i følge med Regnar, kredser om Svend Estridsøns bestræbelser for at opbygge Danmark som en kristen stat med rigtige kirker af sten, stifter og biskopper og om kongens besvær med at få alle herremænd i landet til at anerkende kongen som hersker.

Her kommer en naragtig skurk ved navn Fenge Blintsko ind i billedet og stræber kongen efter liv og magt, ligesom han viser så stærk interesse for den dejlige Blia, at han lader hende føre til sin herregård med magt.

Datid - men nutidsdansk

Der er med andre ord lagt an til et drama med sikre ingredienser som kærlighed og jalousi foruden kampen om magten, og her udfolder Ole Henrik Laub sig som en kompetent skildrer af både striden og dens personer.

Kostelig er også mange situationer, som da kong Svend i kirken beordrer den enfoldige munk Horestus til at forklare to velvoksne dåbsbørn, hvad der ligger i begrebet synd.

Drengene forstår i første forsøg slet ikke munkens ord:

»Horestus, du må forklare det bedre! sagde kongen med rynkede bryn.«

Undervejs i bogen kommer man ligefrem til at ihukomme salig B.S. Ingemanns historiske romaner, idet Laub dog fornuftigvis ikke gør egentlige forsøg på at skrive i et sprog, der skal efterligne datidens måde at tale på. Det hele foregår på godt nutidsdansk.

Fornøjelsen ved en krønike

En god ven af anmelderen læste som 10-årig Ingemanns ”Kong Erik og de fredløse” og blev stærkt optaget af bogens univers. Han sværger på, at der hos ham gennem Ingemanns historiske fortælling blev grundlagt en så klar interesse for historien og dens verden, at han siden blev historiker.

Professionelle historikere er ofte tilbøjelige til at rynke på næsen ad Ingemann og andre forfattere, der jo tillader sig alt for mange friheder over for det historiske stof - nej, lad os holde os til den ”rigtige” historie, synes de at mene.

Det har de et langt stykke vej ret i, men dette bør ikke udelukke fornøjelsen ved at nærme sig historien gennem velfortalte krøniker som Laubs.