Anmeldelse: Ole Henrik Laub: FJOLSERNES KONGE.

Ole Henrik Laub:

FJOLSERNES KONGE.

416 sider, 229 kr. i august,

herefter 279 kr.

Forlaget Hovedland.

Er udkommet


Laub driver gæk med os. Men han gør det unægtelig på en underholdende og medrivende måde, så han skal være tilgivet. "Fjolsernes konge" er tredje bind i en familiesaga, og det handler hovedsagelig om Konrad Stork, handelsmand, gøgler, endda skuespiller, og først og sidst kvindebedårer.

Denne Stork er læserne stødt på i et tidligere bind af sagaen, og netop rækkefølgen af de udkomne bind er et af Laubs drillerier. Han blæser på kronologien, i hvert fald går han snarere baglæns end forlæns i slægten Storks historie.

De foregående bind i serien er "Alle himlens farver" fra 2003 og "Fugle flyver hjem" fra 2005, og i "Fugle flyver hjem" omtales et sted mod slutningen en oldefar Konrad. Det er ikke pæne ord, der falder om ham:

»Konrad lavede jo altid ballade. Så måtte han flygte fra et sted, så et andet sted. ja, regulært flygte Han var sgu en bandit... Jeg regner med, at man jog ham bort fra Samsø, den rakker, fordi han lavede ulykker, stjal og bedrog, forførte pigerne.«

Det er for så vidt en udmærket karakteristik af den Konrad, vi nu lærer nærmere at kende, men når han bliver sat ind i sin tid, slutningen af 1800-tallet, er der et par formildende omstændigheder at tage i betragtning.

2000-tallets målestok for moral og anstændig livsførelse kan ikke rigtig bruges i forbindelse med Konrad, hvis opvækst og herkomst er lidt anderledes end alle de gode borgeres, som vil fordømme ham. Bortset fra kvinderne, som hjælper ham, hvor og når de kan, uanset konsekvenserne.

Ole Henrik Laubs beskrivelse af folk og fæ, liv og gerning i 1880'erne og 1890'erne er livlig og troværdig. Hans varierede sprog, hans mundrette dialoger, hans intense skildringer af stort og småt i et samfund præget af fattigdom og lovløshed er nogle af elementerne i det billede, han tegner for os. Og det er gjort så godt, at vi tror på ham og hans billede.

Oldefar Konrad var helt sikkert ikke et af Guds bedste børn, da han var ung, som han er her i bogen. Men Laub giver et lidt mere nuanceret signalement af ham, end hans efterkommere i Bind 2 gør. Konrad er ingen forbrydertype, han kan træde ved siden af, bevares, men han er også i mange tilfælde selv offer for bedrag og sladder.

Han har bag al sin charme en usikkerhed, der gør, at han er dårlig til at forsvare sig mod anklager, berettigede eller ej. Der er også en egen uskyld over ham. Han har lidt af barnets "jeg kunne ikke gør for det, jeg kom bare til"-holdning i sig.

Laub lader Konrad komme vidt omkring - og dermed giver han os et levende danmarkskort, hvor livet folder sig ud på godt og ondt i flækker og landsbyer, udsteder og større bebyggelser. Familiesagaen er også Danmarks hverdagshistorie.

kultur@jp.dk