Nicolas Fargues: JEG VAR BAG DIG

Nicolas Fargues:

JEG VAR BAG DIG

(J'étais derrière toi)

oversat af Benedicte Wern

Forlaget Per Kofod

190 sider, 278 kr.

Er udkommet

Hvad skal man så vælge? Det udmarvende, opslidende, uværdige forhold til sin kone? Eller det poetiske, uforurenede, stimulerende forhold

til den unge italienske elskerinde?

Den tøffelflade jeg-

fortæller i franske Nicolas Fargues' roman "Jeg var bag dig" henslæber tilværelsen i et ulideligt ægteskab med tyrannen Alexandrine. Han er kommet til at kysse med en danserinde i bare frustration over den urimelige kone, og hun har hævnet sig med en sort elsker, og så har vi balladen. Vores antihelt flygter nogle dage til Italien, hvor en ung, smuk studine fatter interesse for ham, og han kaster sig ud i eventyret.

Og hvad skal man så vælge? Ja, let er det jo ikke - der er jo også børnene. Og han elsker hende jo også på en måde, konen. Eller hvad? Og elsker han egentlig studinen?

For det er vel det, der er det dragende ved affærer og nye flammer midt på livets lange landevej. Tag nu denne mand. Pludselig tør han med sin nye erobring i baghånden spørge sig selv: Er det overhovedet kærlighed, jeg føler for min kone? Eller gør jeg mig skyldig i for mange ord om kærlighed - fordi jeg i virkeligheden er ude af stand til at elske?

Romanen har form af en art monolog til en ven. Nogen samtale er det bestemt ikke - der er tale om velsmurt, pauseløs envejsspeedsnak. For vor mand i krise er virkelig den snakkesalige, spekulative type. Sagen bliver vendt og drejet, analyseret og dissekeret, gransket og studeret. Og emnerne er da heller ikke at kimse af: Er det for at skjule sin manglende evne til at elske andre, at han altid er så venlig og betænksom? Kan man tillade sig at gøre et andet menneske ulykkeligt for at redde sin egen røv? Kan man terrorisere nogen sønder og sammen, fordi man elsker dem og bare er bange for, at de forlader en? Den slags.

Det gør på sin vis bogen nærmest ulidelig at læse - it goes on and on and on - men samtidig troværdig, for sådan er det jo - i hvert fald for nogen af os. Men man bliver overhovedet ikke klogere.

Selve den hårrejsende historie om et ægteskab i rygende ruiner vil formentlig sende svagelige læsere direkte i præventiv parterapi, mens mere robuste typer med sans for et godt drama formentlig vil være begejstrede - hvis de altså kan kapere denne frenetiske, selvoptagede plapren op.

Ellers kan man altid med fordel gøre som jeg: Med korte mellemrum lige at lukke bogen sammen og tage en pause. Så får man nemlig lejlighed til at studere flapfotoet endnu en gang. Forfatteren er nemlig tilfældigvis dødeligt smuk på græsk-gud-måden. Det pepper ligesom lidt op.