Morten Sabroe: Det 13. spil

Morten Sabroe: Det 13. spil

344 sider, 250 kr.

Politikens Forlag

UDKOMMER I DAG

Hovedpersonen hedder Arthur. Han er i begyndelsen af 40'erne og har en teenage-datter på 15, Sofia. En dag, da de er i svømmehallen, går hun op på 10-metervippen og springer ud i flotteste aerodynamiske stil, et spring »ud i intetheden«.

Faderen konstaterer, at »det spring havde skilt dem for altid«, og først langt senere og efter oprivende begivenheder taler de igen sammen og da som ligeværdige.

Arthur nøjes med femmetervippen og på benene. Han er lidt af en middelmådighed, automobilforhandler, men af eksklusive gamle mærker, og ejer af tre større ejendomme, så han er ved muffen. Men også han foretager et spring ud på det dybe - om end af en anden slags - og om disse tos spring handler romanen, eller rettere handler den ene del af forløbet, for der er et andet.

Kvalmende spænding

Sofia springer én gang til, ikke fra en vippe i en svømmehal, men ud i et helvedes mørke ind i et morderisk computerspil tilrettelagt for hende, ene pige og - da det spilles for 13. gang - med sikker kurs mod hendes perverst kalkulerede død.

Hvordan, det hænger sammen, skal ikke røbes, for med dæmonisk logik accelererer begivenhederne til en næsten kvalmende spænding, suverænt udtænkt af forfatteren, der har begået en i det hele taget - næsten - suveræn thriller.

Også Arthur springer - fra desperation i København til en sump i Cambodja, hvor virkeligheden ikke kun flimrer, men går i opløsning, og dog er det midt i opløsningen, at han vinder en ny identitet, der løfter ham fra forkommen småborger til en næsten usårlig mester for sit eget liv.

Det har at gøre med den kobra-slange, der aftegnes vagt på bogens forside. Inde i handlingen rejser den sig foran Arthur, men hugger ham ikke - og dog: Dens slangevæsen farer i ham og gør ham til en tvetydig person, både sikker og farlig.

Unødvendige forsikringer

Om alt dette, der nemt, ja næsten uundgåeligt, kunne virke teatralsk og fortænkt, fortæller Morten Sabroe med usvigelig kompositorisk bevidsthed i et sprogligt tempo og med en elegance, så man som læser har fornemmelsen af at sidde bag på en Harley Davidson for fuld udblæsning på vej til en mardi gras.

Kun et par skønhedspletter støder man på: Et ret umotiveret foredrag om, at Koranen er bedre end sit rygte, og en forsikring om det acceptable i, at unge kvinder er lesbiske. Er den slags forsikringer nu også nødvendige? Bortset fra det beklagelige i, at pigerne synes tabt for det mandlige køn.

Politiken til grin

Men romanen forløber i en dobbelthandling, og er den beskrevne vildt spændende, så er den anden hylende morsom. Arthur har en kone, Charlotte. Hun er litteratur-journalist på Politiken, og her er det, at Sabroes bog bliver intrikat.

Den udkommer på Politikens forlag. Om det har clearet sagen med bladredaktionen, er ikke til at vide. Er det ikke sket, må forlagets disposition vække græmmelse og irritation på bladet. Er det tilfældet, har redaktionen accepteret at blive læsterligt til grin.

I 2005 brændemærkede bladet på lederplads i sydende forargelse Jørgen Leth med betegnelsen »liderbasse«, og Morten Sabroe har åbenbart tænkt: Vil de have liderbasser, så skal de sateme få det. Og det får de. Tilmed latterlige og ynkelige liderbasser.

Arrogant og ondskabsfuldt

Det begynder med en middag for kultur-medarbejdere hjemme hos Arthur og Charlotte. Utroligt så mange ulve, der her samles på ét sted:

Iskoldt og sylespidst, arrogant og ondskabsfuldt spidder man hinanden, gør sig til af sig selv og udtrykker sig i kultiverede vendinger som: »Ytringsfrihed er frihed under ansvar. Ytringsfriheden skal behandles intelligent og med høj etik og moral.« Som man jo har for vane på Politiken.

Inde på bladet boller litteraturredaktøren Charlotte, men overraskes af Arthur, som han styrer imod med »en pik der strittede som pegefingeren på klassens dydsmønster: Jeg ved det, hr. lærer, jeg ved det!« Hvem skulle have troet, at der er områder, hvor man er beskedent udstyret på Den levende?

Naturligt nok er Arthur ret forfjamsket og bliver - sammen med en anden - fejlagtigt taget for journalist og på sergent-maner kommanderet til Nakskov for at dække et dobbeltmord, hvad han gør i en frit opfundet artikel, der kommer på forsiden og gør avisen totalt til grin.

A la Scherfig

I disse afsnit, der løfter romanen til den femte stjerne, foldes Sabroes satiriske talent ud i et format, der svarer til Scherfigs og er så uhæmmet grinagtigt, at man får hosteanfald undervejs.

Også fordi han har et så hæsblæsende knald på sproget og de detonerende metaforer, at man bliver stakåndet i sin iver for at læse med. Med den roman reducerer han sværmen af danske, norske, svenske, cubanske krimi-producenter til en flok håbefulde gymnasiaster.

Altså, Morten! Hold da kæft, hvor er det godt!