Det er den britisk-bangladeshiske forfatter Monica Ali, der har skrevet bogen om den fiktive prinsesse. Foto: David Levenson.
Monica Ali med sin prisbelønnede debutroman, Brick Lane. Foto: Alastair Grant.
Diana - blev fejret som sin tids store stilikon. Foto: AP
Det sidste billede taget af Diana i live. På vej ud fra hotellet til bilen, der kort tid forulykkede i en tunnel i midten af Paris. Foto: AP
Diana blev dræbt i en voldsom bilulykke den 31. august 1997 i denne vejtunnel i Paris. Foto: AP
Da Diana blev hele Englands prinsesse. Foto: AP
Hvad var der mon sket, hvis den britiske prinsesse Diana havde taget en anden rute igennem Paris om aftenen den 31. august 1997?
Eller hvis hun havde befundet sig i et førsteklasses flysæde på vej mod London, i stedet for at holde pariserweekend med sin daværende kæreste, Dodi Al-Fayed?
Ville hun så have beholdt titlen som “folkets prinsesse”, eller var hun forsvundet ud i den store glemselszone af udkogte mediestjerner og ligegyldige reality-kendiser?
Ville hun måske være konverteret til Islam, som sin kæreste, eller var hun blevet forsonet med den kongelige familie?
De spørgsmål får man aldrig svar på, men den prisvindende, britisk-bangladeshiske forfatter Monica Ali har alligevel valgt at kaste sig over det hypotetiske tankespind i sin kommende roman, “Untold Story”.
I 2003 stod den 43-årige forfatter bag den anmelderroste og kontroversielle culture-clash-roman “Brick Lane”, og nu hun valgt at skrive en roman om en fiktiv prinsesse, der i følge forfatteren selv er støbt og formet efter den afdøde Diana.
“Igennem årene har jeg flere gange taget mig selv i at tænke, hvordan hun ville have klaret sig igennem den overgangsfase, hun befandt sig i, hvis ulykken aldrig var sket. Hvordan ville hun have vokset sig ind i sine 40‘ere og klaret sig derefter?” udtaler Monica Ali til den britiske avis The Guardian.
Bogen, der lander på de britiske boghylder af slutningen af marts i år, kommer til at fokusere på, hvordan den modne prinsesse får sit problemfyldte liv til at gå op i en højere enhed. Noget, som prinsesse Diana selv kæmpede med.
“Hun var en udsædvanlig kvinde, der ændrede den måde, vi betragter kongefamilien på. Jeg har altid beundret hendes ubetingede trang til at gøre tingene på sin egen måde. Da jeg begyndte at researche til bogen, blev jeg fascineret af, hvordan hun brød alle grænser og hvor ekstremt revolutionær, hun var. Jeg blev nødt til at skrive videre, og denne bog er en hyldest til hende,” siger hun.
Monica Ali har tidligere fokuseret på emner som tvangsægteskab i det bangladeshiske parallelsamfund i Østlondon og livet i et multietnisk hotelkøkken i den britiske hovedstad. Trods det mener hun ikke, at der er så langt fra disse verdener og til den prinsesseverden, hun nu har kastet sig over.
“Alle mine bøger handler om identitet. Hvad der gør, at en personer bliver dem, de er. På det sigt bliver denne roman ikke anderledes. Men det har selvfølgelig været skræmmende at skrive om verdens største, kulturelle ikon,” siger hun til nyhedsbureauet Reuters.
Men med sit sammenkog af fiktion og fakta bevæger “Untold Story” sig samtidig ind i den omdiskuterede, litterære undergenre, der kaldes kontrafaktisk historieskrivning.
Her er hovedspørgsmålet, hvad der kunne være sket, hvis virkeligheden havde udviklet sig lidt anderledes, og det giver ofte anledning til en masse kreative spekulationer og voldsom diskussion.
Både Winston Churchill og Adolf Hitler har tidligere fået lov til at agere hovedkarakterer i kontrafaktiske romaner - romaner, der placerer virkelige personer i fiktion.
Også Dianas yngste søn, den 26-årige prins Harry, var i 2010 selv ufrivillig hovedperson i en britisk tv-dokumentar, hvor han "blev taget til fange" af Taleban-oprørere i Afghanistan.
Prinsen var udstationeret i det krigshærgede bjergland i 2007 og 2008, og tv-serien prøvede at eksemplificere, hvad der kunne have været sket, hvis han var blevet bortført af de militante stammerkrigere.
Tv-serien skabte en del røre i Storbritannien, og både kongefamilien og flere i det britiske forsvar mente, at det var respektløst over for prinsen og resten af de britiske soldater, at lege så meget virkeligheden.
Og selv om “Untold Story” først udkommer i slutningen af marts i år, har den allerede tiltrukket sig en del omtale og debat i de britiske medier. Til trods for at det i år mere end 12 år siden, at prinsesse Diana døde, så har hun stadigvæk en stor, symbolsk rolle i den britiske folkebevidsthed, og det britiske kongehus’ presseorgan har da også afvist at udtale sig om bogudgivelsen.
Enkelte læsere har på de britiske avishjemmesider kritiseret bogudgivelsen, som blandt andet bliver betegnet som “ubrugelig spekulation”.
Andre har derimod brugt bogudgivelsen til selv at gætte sig frem til, hvordan prinsessens liv ville have været, hvis ikke hendes bil havde kollideret med en betonpille i den franske tunnel.
Monica Ali selv siger dog, at hun hverken er ude på at skade eller såre den kongelige familie eller Dianas søn, prins William, der skal giftes med Kate Middleton den 29. april, godt en måned efter bogudgivelsen.
Hun erkender, at timingen kan opfattes som “uheldig”, men hun understreger over for The Guardian, at hun afleverede sit første udkast til sin redaktør i sommeren 2010 - mere end et halvt år før forlovelsen blev offentliggjort.
“Selv om min roman helt bestemt er baseret på Dianas situation, så er min prinsesse en fiktiv karakter. Derudover håber jeg, at hun også er en sympatisk person, så jeg regner ikke med, at den vil såre nogen,” forklarer hun til The London Evening Standard.
Ifølge de britiske medier skulle Monica Ali allerede være i forhandlinger med flere produktionsselskaber, der vil købe filmrettighederne til historien.
Hvordan tror du Dianas rolle havde været i Storbrittanien i dag, hvis hun ikke var blevet dræbt i Paris?
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



