Anmeldelse: Mikhail Bulgakov: Mesteren og Margarita

Mikhail Bulgakov:

MESTEREN OG MARGARITA

På dansk ved Jørgen Harrit

464 sider, 199 kr.

Rosinante

Er udkommet


Der er en forsinket retfærdighed i den skæbne, som er overgået sovjetepokens litteratur. De værker, der stadig huskes og læses, er overvejende dem, der dengang havde sværest ved at nå ud til læserne. Mens de masseproducerede bestillingsvarer nu går sporløst op i røg, er det de længe utrykte værker, der repræsenterer epoken for eftertiden. De kommer i nye udgaver og bekræfter således den berømte replik fra Bulgakovs roman: »Manuskripter kan ikke brænde.«

Bulgakov havde frygtelige problemer med den sovjetiske censur. Medvirkende hertil var, at han skrev meget for teatret, der var endnu strengere overvåget end den kun læste litteratur. Men der var flere grunde. Hans vid, hans satiriske åre og smag for samfundskritisk science-fiction (som i fortællingen ”En hunds hjerte”, 1925, også oversat til dansk) manede til ideologisk vagtsomhed. Det samme gjorde hans familiemæssige baggrund i et gejstligt akademisk miljø. Faderen var docent i teologi i Kiev. Selv var han lægeuddannet.

Kulturens kontrollanter

Bulgakovs stejle overbevisning om sit eget værd som kunstner og selvtænkende individ virkede yderligere udfordrende på kulturens kontrollanter. Han oplevede både succes og modgang, men efterhånden mest det sidste. Mens Stalin strammede grebet, så Bulgakov med voksende bitterhed på det officielle kulturliv og sovjetbureaukratiet.

Han skaffede sig afløb ved i smug at skrive på sin mest ambitiøse roman, ”Mesteren og Margarita”. Til skrivebordsskuffen, selvfølgelig, for han kan umuligt have håbet at se dette værk på tryk. Hjulpet af sin hengivne hustru Jelena (model for romanens Margarita) nåede han akkurat at gøre det færdigt, inden han i 1940 døde af sklerose, kun 49 år gammel. Først i 1966, langt inde i tøbruddet, kunne en forkortet udgave publiceres i Sovjetunionen. Den blev en sensation.

”Mesteren og Margarita” hører til de forholdsvis få værker fra det 20. århundredes russiske litteratur, som er blevet internationale klassikere, med alt hvad det indebærer ikke blot af oversættelser, men også dramatiseringer og filmatiseringer. Romanen vil efter min bedste overbevisning også længe blive nævnt blandt de store russiske romaner, skønt den umiddelbart er helt anderledes end de tidligere numre i den kanoniske række.

Den har dog det til fælles med Dostojevskijs ”Brødrene Karamazov”, at de begge har indlagt en Kristus-legende med fokus på en person, der sætter sig til doms over ham: henholdsvis Storinkvisitoren og Pontius Pilatus. Hos Bulgakov er Pilatushistorien en hel roman i romanen, nemlig den roman, Mesteren først skriver og siden brænder i depression - men som Djævelen bevarer (jfr. den berømte replik). Hvad Mesteren/ Bulgakov så i den romerske prokurator, som jo vaskede sine hænder, var et menneske, der svigtede af fejhed, en udbredt svaghed under sovjetregimets terror.

Dramatiske skift

Pilatus-romanens enkelte kapitler kiler sig ind på forskellige steder i den større roman. Det giver dramatiske skift i tonalitet og perspektiv. Romanens øvrige hovedkomponenter er nemlig dels en beretning om Djævelens skandaløse og bloddryppende visit til 1930'ernes Moskva, dels historien om den store, alt udholdende kærlighed mellem Mesteren og Margarita. Fanden selv optræder i skikkelse af en udenlandsk professor i magi ved navn Woland og omgiver sig med en festlig flok onde ånder i gøglerskikkelse. Det hele går op i - eller illuderer at gå op i - en højere enhed, som det er underholdende og udfordrende for læseren at få styr på.

Djævelen tjener en højere retfærdighed. Ifølge romanens motto fra Goethes Faust er han »en del af kraften blot/ der stedse kun vil ondt/ men stadig øver godt.« Retfærdighedens metafysik rulles ud i slutkapitlet, ”Tilgivelsen og det evige fristed”, som foregår et sted efter døden.

Her får Pilatus syndsforladelse og frihed af Mesteren. Margarita og Mesteren sendes af Djævelen sammen til et fristed, som Jesus har anvist dem - i øvrigt efter at have læst Mesterens roman. »Alt går, som det skal. Det er det, verden hviler på,« forklarer Djævelen beroligende.

Tredje udgave på dansk

For sin sjælefreds skyld havde Bulgakov dog forinden ladet Djævelen og Margarita samarbejde om et destruktivt hævntogt mod Moskvas litterære establishment, med alt det gode onde, som han selv havde lyst, men ikke magt til at gøre.

Den nye udgave er den tredje på dansk. Den kommer 20 år efter anden udgave, der igen kom 20 år efter den første fra 1968. Oversættelsen er uændret Jørgen Harrits, der stadig flyder fint og ikke er mærket af tidens tand. Formatet er behageligt, typografien klar og prisen beskeden. Der er dækket godt op til en ny generation af danske Bulgakov-læsere.