Merete Pryds Helle: Kære Mai

Roman

Merete Pryds Helle:

Kære Mai

548 sider, 350 kr.

Politikens Forlag

Fra 1998 til 2006 boede den danske forfatter Merete Pryds Helle med sin familie, bestående af den (formentlig med vilje) anonymiserede ægtemand, m, og deres to børn, Sophus og Agathe, i Italien. Fra sit hjem i den lille italienske flække, Vinci, skriver Merete, som det er svært ikke at komme på fornavn med i tekstens løb, troligt e-mails til sin veninde Mai (kritikeren Mai Misfeldt, skulle nogen være i tvivl). Og det er den samling af Meretes mails til hende, der er kommet bogen ”Kære Mai” ud af.

Vi får kun Meretes del af korrespondancen med, hvilket i sit udgangspunkt er et interessant twist på den klassiske brevromans natur, der jo nødvendigvis forudsætter dialogisering. Her er der tale om envejskommunikation. Vel ved vi, at veninden sidder i den anden ende og har svaret på de talrige e-mails, men vi hører hende aldrig direkte (kun i en enkelt e-mail i bogens midte, der får lov til at stå underligt uforklaret hen), kun som et reflekteret ekko i Meretes læsning af hendes e-mails. Raffineret, måske, men med det udpræget hverdagslige, der udgør hovedparten af tematikkerne, virker projektet en kende fortænkt.

Sans for stort og småt

Merete Pryds Helle skriver åbenlyst godt og med en fantastisk sans for de allerstørste og bittesmå ting i det personlige liv. ”Kære Mai” glimrer ved sin oprigtige ærlighed, og forfatteren er befriende ublufærdig i beskrivelserne af trivialiteterne med børnene, der vokser op, ægteskabet, ensomheden i Italien, tvivlen om at blive eller rejse hjem og bare livet som sådan. Af og til rammer hun tilværelsen lige på kornet. Det klæder bogen og giver den en nødvendig autenticitet, at den åbenlyst er ucensureret og uredigeret, men alene består af de mails, der nu engang er blevet sendt. Det må have været tillokkende, fristes man til at mene, at tilføje og slette lidt hist og her.

Desværre er bogens umiddelbare styrke også dens svaghed, hvad der også er grunden til, at den her blev læst med stor ambivalens. For selv om de fleste iagttagelser er fine og rigtige - også i et større perspektiv end Meretes andedam - så løfter ”Kære Mai” sig aldrig til at være andet end et forvokset dagbogsformat. Kun i små bidder nævnes den virkelighed, der går ud over at hente børnene i skole og tabe de ekstra fem kilo, og det bliver aldrig gjort på en måde der peger ud, hvorfor bogen får et irriterende selvtilstrækkeligt præg.

Intrige savnes

Pryds Helle skriver også smukt om den italienske natur, der med årstidernes skiften forandrer karakter, men desværre løftes heller ikke naturbeskrivelserne op på et niveau, så bogen ville få karakter af en fornemmelse for den cykliske gentagelse, man ellers kunne have håbet ville dukke op, når brevvekslingen strækker sig over så mange år. Sine steder ligner ”Kære Mai” et litterært Se og Hør, når de kulturradikale usual suspects en efter en kommer på besøg i det italienske.

Efternavnene er det sjældent vanskeligt at gætte sig til. Det giver dog bogen kulør og kant, selv om man godt kunne have ønsket en intrige eller to, for alt i alt bliver Pryds Helles beretninger om sit eget liv i støvlelandet alt for fodformede.