Martin Hall: Kinoplex

Roman

Martin Hall:

Kinoplex

225 sider, 299,95 kr.

Lindhardt og Ringhof

Er udkommet

Hen imod slutningen i Martin Halls nye roman får fortælleren øje på, hvad han kalder »en embedslignende skrivelse«. Det kan udlægges på tre måder.

Den første er den banale, at der bare er tale om manglende korrekturlæsning. De to andre er mere interessante.

For enten er det bare musikeren og forfatteren Martin Hall (f. 1963) selv, der blasert pumper sit sprog op til en halvbagt patos, som hverken udtryk eller indhold kan bære. Eller også er han tværtimod en satanisk satiriker, der med udtryksløst pokerfjæs gør tykt grin med netop opblæste kunstnertypers selvovervurderende weltschmerz.

Usexede orgier

Det er i hvert fald sådan én, ”Kinoplex” handler om. Fortælleren er en fremmedgjort storbyspire, der i tilbageblik fra Sydamerika fortæller om sin besættelse af den mystiske Beatrice (læsere med finlitterær dannelse kan her nikke indforstået).

Over for hans uventet ægte, men svært håndterlige følelser for Beatrice står hele hans øvrige oplevelse af verden, som han betragter som tom og fremmedgjort. Det udmøntes ikke mindst i skildringen af, hvordan fortælleren og hans venner i smug filmer en række såkaldt erotiske fester, der dog alene udstråler aldeles usexet fantasiløshed.

Det kan næsten komme til at ligne den type univers, som amerikaneren Bret Easton Ellis for et par årtier siden blev verdensberømt på at satirisere kynisk over. Her bare med den væsentlige forskel, at hvis det overhovedet er satire, er den så sammenbidt, at den ikke er til at skelne fra almindelig selvoptagethed.

Altså en slags åndshovmodig og kulturpessimistisk Morten Korch for dem, der selv tror, at de er dybe, ja, måske ligefrem dekadente og farlige. Hvor bombastisk selvhadske udtryk af typen »Jegets deroute ind i en eller anden sekundakategori af et liv« faktisk er ærlig ment.

Sans for scener

Den form for glat uudgrundelighed kan man så godt vælge at se som en særlig pirrende kvalitet hos Martin Hall, der vitterligt indimellem viser journalistisk talent for at sætte en scene og markere sigende detaljer. Men man kan også bare opleve det som et smådesperat forsøg på at gøre en særlig slags uvæsentlige mennesker interessante for andre end dem selv - og Martin Halls egen sans for selviscenesættelse er betragtelig.

Hvad der måtte være af tilløb til satire og distance drukner imidlertid bare tidligt i opstyltede floskler og selvsmagende forudsigelighed (»Vi gik fra det fælles før til et brudt bagefter«, »Morgenens genfødte gyldne lys«), en slags underligt gammelklogt univers af studentikos livslede fra i forfjor. Man fristes til at kalde det embedslignende.

”Kinoplex” er også udgivet som lydbog med ledsagemusik af Martin Hall. I oktober giver han flere koncerter baseret på bogen og musikken. Tid og sted på www.martinhall.com