Guitarsnak om ingenting

Martin Blom Hansen:

GUITARSAMLEREN

333 sider, 299 kr.

Forlaget Siesta

Er udkommet

Bogomslaget med en svævende Fender Stratocaster-guitar udstyret med sommerfuglevinge lader associationerne flyve.

På den ene side er der rockmusikken som frihedsbegreb, som en ustyrlig kraft, der fra midten af forrige århundrede ændrede verden. På den anden side ledes tankerne hen på John Fowles' glimrende krimi ”Offer for en samler” (The Collector) fra 1963. I denne spærrer en gal sommerfuglesamler en pige inde i et kælderrum.

Godt nok ender vi i ”Guitarsamleren” også i en kælder, men det er også eneste lighedspunkt.

Fra det øjeblik bogen åbnes, går det ned ad bakke. Første stavefejl findes i forfatterbeskrivelsen, og der er såmænd også stavefejl i den stemplede hilsen fra forlaget til anmelderen.

Samme tendens løber igennem hele bogen. Der er endog problemer med at stave til Gloria Gaynor og Luc Besson. Og der er mange flere eksempler. Ikke imponerende af en forfatter, der til daglig beskæftiger sig med kulturområdet. Man kunne have valgt at læse korrektur.

Tyndt plot

Rammen om ”Guitarsamleren” er et krimiplot så tyndt og banalt, at det ikke kan betegnes som andet end en dårlig undskyldning for at kunne søle læseren ind i ligegyldige anekdoter om diverse ikoniske guitarer og 1970'ernes sydfynske musikliv.

Persontegningen er helt igennem svag og karikeret, ligesom Blom Hansen ikke har styr på selv de simpleste romantekniske greb. Således taler alle karakterer med samme stemme som den alvidende fortæller, og det vel at mærke i en opstyltet og dumsmart tone.

Skipper Skræk

Der bliver bandet i et væk. Alt er »pissefedt«, alle er »pisseskæve«, og alle bands spiller »skidegodt«. Et sted røber den alvidende fortæller, at »det sner som ind i helvede«.

Senere i samme scene kommer følgende sprogbæ: »Vinduesviskerne skriger som ravne i natten.« Men dette er dog ikke bogens ufrivilligt morsomste sammenligning. Det er til gengæld: »En kraftig, lyshåret mand med overarme som Skipper Skræk.«

Undskyld mig, men er det ikke Skipper Skræks underarme, der er imponerende?

Hovedpersonen beklager sig over, at internettet har givet alle mulighed for at udgive musik. Kunne man forestille sig den samme klage lyde over de mange byg-selv-forlag, der er poppet op på nettet de senere år, og som forlaget Siesta må siges at tilhøre?

Tilbage i øvelokalet

Bagerst i bogen findes en liste med de musikere og guitareksperter, som forfatteren har rådført sig med. Han kunne også have snakket med bare én, der har forstand på litteratur.

Så havde man måske opdaget, at kapitel 7 mangler.

Både forfatter og forlag må tilbage i øvelokalet!