Marquis de Sade: Justine

Roman

Marquis de Sade:

JUSTINE

489 sider, 249,95 kr.

Forlaget Vandkunsten

Det var den dybt kontroversielle franske forfatter Marquis de Sade, der lagde efternavn til sadismen: det at lade pinsler af andre indgå i sine seksuelle tilbøjeligheder.

Det er næsten under bæltestedet, men hvad er mere oplagt i denne sammenhæng end at antyde, at de Sades sadisme kan overføres direkte til at pine sin læser med utrættelige, grafiske beskrivelser, der ingen ende vil tage. Jovist, vi har med en sand mester udi iscenesat lidelse at gøre.

Det er naturligvis ikke rimeligt kun at læse Marquis de Sade i et nutidigt perspektiv. For den skandaleombruste forfatter, der på grund af sine ofte stærkt pornografiske fortællinger blev kaldt både vanvittig og gal, har naturligvis en relevans i sin historiske kontekst. Læst i den sammenhæng er historien om Justine, der mister sine forældre som 12-årig og derefter tvinges ud i et liv af konstant misbrug.

Udnyttes af alle

Hun udnyttes af kvinder, voldtages af mænd og pines af plages af dem, hun tror vil passe på hende. Det er både saftigt og modbydeligt, og man kan roligt gisne om, hvordan den slags blev slugt af det bedre borgerskab i slutningen af det 18. århundrede. Som en giftig dukkefører dirigerer Marquis de Sade sin læser ind i den skælmsk mørke fortælling, hvor sex og smerte er uløseligt forbundet.

”Justine”, der også har haft undertitlen ”Dydens genvordigheder”, betragtes som et af de Sades hovedværker og findes da også allerede på dansk i to oversættelser, Kamma Albrechtsens fra 1965 og Per Aage Brandts fra 1979. Jeg kender ikke de to tidligere udgaver, men det forekommer alligevel at være bemærkelsesværdigt, at Forlaget Vandkunsten nu har fundet det nødvendigt med en nyoversættelse af det digre værk. Den forhåndenværende er begået af Kim Witthoff, der tidligere har beskæftiget sig indgående med de Sade, blandt andet med udgivelsen ”Lyst og forbrydelse” fra 2007.

Mangel på sex

Witthoffs ekspertice skal ikke betvivles, og det skal oversættelsens nøjagtighed for så vidt heller ikke. Men det føles mærkværdigt at sidde med en nyoversættelse, der i den grad lader hånt om alt, hvad der må betragtes som sprogligt moderne. Vel skal man være tro over for sit forlæg, bevares, men når i forvejen både Kamma Albrechtsen og Per Aage Brandt har gået det ærinde, kunne det måske have været mere interessant at få en tekst serveret, der gled lidt lettere ned. For, I guder, hvor er det tungt og floromvundent og - og heri ligger den væsentligste anke - meget lidt sexet. Teksten klumper sig afsted, så end ikke de Sades spiddende humor og erotiske ekskurser kan hjælpe på det. Og det er forfærdelig synd. Det forekommer, at forlaget burde have stillet sig selv spørgsmålet: ”Hvad vil vi med den nye oversættelse?” og så dernæst gøre en dyd af den nødvendighed.

Nye læsere af de Sade hopper formentlig ikke på det sadistiske tog her. Og det er fuldt forståeligt.