En "bitterfisses" bekendelser

Maria Sveland:

BITTERFISSEN

Oversat af

Christina W. Bojlén

242 sider, 199,95 kr.

Modtryk

Er udkommet

30 år efter at Erica Jong udmøntede sit begreb om det gnidningsløse knald i romanen ”Luft under vingerne”, skaber den svenske forfatterinde Maria Sveland et nyt feministisk udtryk: Begrebet bitterfisse som betegnelse for den indre bitterhed, man som kvinde rammes af i mødet med de kønsbestemte uretfærdigheder, der - jo, det er sandt - stadig lever i bedste velgående her i 2008.

Jongs roman bliver brugt som spejl og tekstligt kontrapunkt for Svelands historie om journalisten Sara, der forlader sin lamslåede mand og sin toårige søn for at tage på en uges ferie på Tenerife alene.

Alter ego
Sara er Svelands alter ego og romanens jeg-fortæller, og hun beretter om sin barndom i et dysfunktionelt hjem, sin ungdoms kærlighedsliv og sit voksne liv som hustru og mor. Og om charterrejsen til Tenerife, som giver tid og rum til al denne selvrefleksion.

Par-ghettoen
Sara tager til Tenerife for at få lidt tiltrængt ensomhed og nattesøvn.

Her i par-ghettoens paradis betragter hun alle familierne og kommer med kyniske betragtninger til tonerne af Nina Simone, der synger ”I Wish I Knew How It Would Feel To Be Free”. Saras observationer leder hende til at tænke, at vore dages ofte usynlige undertrykkelse desværre jævnligt skyldes, at vi kvinder mere eller mindre frivilligt underkaster os mændene.

Hendes indre bitterfisse gør sig en række præcise, kyniske observationer om mænds og kvinders indbyrdes magtforhold. Eksempelvis om, hvordan det at få børn aldrig kan blive et ligestillet projekt, men er den største smerte og kærlighed, man som kvinde nogensinde vil møde, mens faderen så let som ingenting får samfundets ros, hvis bare han tager et par måneders barselsorlov.

»Man kan blive far uden at skulle give afkald på sine egoistiske følelser,« observerer Sara.

Et andet apartheid
Også i arbejdslivet møder Sara ofte »patriarkatets apartheid«, og det får hende til at spørge, om vi mon skal overtage mændenes (egoistiske) adfærd for at opnå ligestilling?

I sidste ende beslutter Sara sig for at vælge optimismen. Det må kunne lade sig gøre at elske og eje sit eget liv.

Som hun læser i den mexicanske oprørsleder, subcomandante Marcos samlede skrifter: »Morgendagen. Hvis den kommer, er den kvindernes og først og fremmest skabt af kvinderne.«

Øjenåbner
”Bitterfissen”, hvis danske udgave ikke for ingenting udkommer på kvindernes internationale kampdag, er en bog, der er både veloplagt og velskrevet med mange gode iagttagelser og øjenåbnende referencer til fraværende fædre og overgreb på kvinder overalt i vores kultur.

Den rabiate og hidsigt rødstrømpe-klingende titel stemmer ikke overens med romanens fint nuancerede og følsomme skildring af et helt almindeligt kvindeliv.

Løsninger mangler
Romanens største mangel er imidlertid, at Sveland stiller sig tilfreds med at redegøre for urimelighederne i de ældgamle kønsrollemønstre, der lader til at være umulige at ændre, i stedet for at komme med forslag til, hvordan de lader sig ændre.

Hendes eneste løsningsmodel - som praktiseres af Sara i bogens slutning, der ikke skal røbes her - lader til at være at bevare en loyalitet over for sig selv, mens man går tilværelsen i møde med oprejst pande og åbent sind, uanset hvad den byder på.