Mari Jungstedt: DEN INDERSTE KREDS
(Den inre kretsen, 2005)
Oversat fra svensk af Ellen Boen
336 sider,
269 kr.
People's Press
UDKOMMER I DAG
”Den inderste kreds” er den tredje krimi i den 46-årige svenske Mari Jungstedts solide Gotland-serie. Solid er netop nøgleordet. For her får vi krimi efter alle kunstens - eller er det snarere håndværkets? - regler. Men samtidig signalerer ”solid” jo også det, der ikke rigtigt flytter sig ud af stedet; det, der ikke rigtigt tør satse og risikere noget.
Scenen er Gotland. En ø er jo altid en god krimi-lokation, for så har man alle aktører inden for rækkevidde. Og så er der jo lidt uhyggeligt over fantom-øen med sine kun ca. 50.000 fastboende, der svulmer til mere end det 10-dobbelte om sommeren, og med middelalderbyen Visby, hvis gamle huse er opkøbt af velhavende, der kun opholder sig der i kortere ferieperioder.
Religiøs offerpraksis
Gotland var et handelscenter midt i Den Botniske Bugt i Vikingetiden. Så der er gode muligheder for arkæologer. En ny og lovende udgravning er netop begyndt, da en af de mange tilrejsende unge arkæologer findes myrdet på en måde, der leder tankerne hen på noget rituelt.
Da kort forinden en hest er blevet halshugget og hovedet fjernet, anes der en forbindelse. Den bliver tydeligere, da der sker flere menneske- og hestedrab.
Kriminalinspektør Anders Knutas får travlt. Det gælder også svensk tv's Gotland-medarbejder, Johan Berg. I det sædvanlige dynamiske med- og modspil mellem politi og presse afdækkes efterhånden konturerne af en religiøs offerpraksis, som man troede var uddød for længst.
Alle kender alle
Når anmelderen kan tillade sig at røbe så meget, så er det, fordi læseren allerede har fået lov at kigge et af de kriminelle elementer over skulderen fra begyndelsen og har fået fært længe før presse og politi.
Jungstedt leverer et plot med mange skruninger, men egentlig ikke særligt overraskende. Krimi-feinschmeckere vil nok også skumle noget over en rigeligt sent opdukkende misdæder.
Det hele er forankret i en provinsbytilværelse, hvor alle kender hinanden - politiinspektørens danske jordemoderkone forløser journalistens store nyfundne kærlighed, osv. - og hvor der er lige så mange uskrevne som skrevne dagsordener.
Ganske underholdende krimi, der hælder en anelse mere mod de klassiske britiske modeller end mod de mere læseropdragende svenske.



