Margaret Atwood: Syndflodens år

Roman

Margaret Atwood:

SYNDFLODENS ÅR

(The Year of the Flood, 2009)

På dansk ved Vibeke Houstrup

496 sider, 349,95 kr.

Lindhardt og Ringhof

Er udkommet

Canadieren Margaret Atwoods realistiske fiktion har gerne et strejf af det fantastiske, mens hendes science fiction-produktion er dybt forankret i den aktuelle verdens meget nære og vedkommende problemer.

Sit store gennembrud fik hun i 1985 med ”Tjenerindens fortælling”, der både er filmatiseret og gjort til opera, endda ved den danske komponist Poul Ruders' indsats (premiere i 2000). Historien er en dystopi om et fremtidens Nordamerika, hvor gammeltestamentlig-fundamentalistiske kræfter har taget magten og reduceret kvinder til blot og bar avl.

At bevare ungdommen

En anden dystopi præsenteredes i 2003 med ”Oryx og Crake”. Også den historie foregår i en ikke så fjern fremtid i Nordamerika, hvor klimaændringer, avanceret forbrugskultur og teknologiske ”fremskridt” har ændret ved både naturgivne og kulturelt skabte balancer.

Den økonomisk-videnskabelige elite har indrettet sig i såkaldte enklaver, hvor der forskes og produktudvikles på livet løs. Det gælder fremstilling af alle mulige præparater og teknikker til at bevare ungdom, forlænge livet, forøge nydelse osv.

I de solidt forskansede enklaver har eliten det godt og har styr på tingene, mens det barske liv leves udenfor i »plebsområderne«, hvor enklavernes produkter afsættes.

Men en dag går der åbenbart noget galt. Jordens befolkning bliver på få dage ofre for en sygdom, der begynder på én gang og breder sig med lynets hast. Det er det scenarie, der bygges videre på i ”Syndflodens år”, der kom i 2009, og som vi nu har fået på dansk.

Økologisk kristendom

Uden at man kan være helt sikker på kronologi, for alt foregår meget antydningsvist, så ser vi på, hvordan verden nærmer sig, gennemgår og kommer ud på den anden side af »den vandløse syndflod«.

I tiden op til, at en ny pest hærger verden, er afstanden mellem dem, der misbruger og udnytter naturen, og så alle dem, det går ud over - planter, dyr og mennesker - blevet helt uoverstigelig. Ureguleret genetisk manipulation og uhæmmet udnyttelse af ressourcerne har produceret nye arter og tilintetgjort andre, alt imens verden er blevet en uhjælpeligt forurenet udørk.

Det vrimler med sekter, der på forskellig måde forsøger at forlige sig med den skræmmende udvikling. Blandt dem er Guds Gartnere, der dels prædiker og praktiserer en slags økologisk tilpasset kristendom, dels forsøger at overleve ved at dyrke haver placeret i forladte højhuses tagetager.

Pestens ofre

Det er denne menighed, der optager kvinden Toby, da hun er på flugt fra en lokal gangsters seksuelle voldsregime. Her møder hun også moderen til Ren, en ung kvinde, der klarer sig igennem som luksusluder.

De to kvinder finder dog først sammen, da pesten - ”Den vandløse syndflod” - har krævet sine ofre på et tidspunkt, da der intet synes at være tilbage efter menneskenes fatale misrøgt af deres klode.

Det er den teknologi-fikserede forbrugercivilisation, der står for skud endnu en gang i Atwoods nyeste roman. En civilisation, hvor der ingen grænser er for indgreb i naturens traditionelle gang, så længe det tjener et profit- og nydelses-maksimerende formål. En helt igennem skræmmende, men ubønhørligt gennemført moralitet.

Tvetydigt budskab

Den apokalyptiske historie om verdens ende er unægteligt fortalt adskillige gange siden Johannes' Åbenbaring. En strengt disciplineret version fik vi i Cormac McCarthys ”The Road” fra 2006 (på dansk ”Vejen”).

En langt mere udfoldet version præsenterede Doris Lessing i ”Canopus in Argos: Arkiverne”, der kom mellem 1979 og 1983. Margaret Atwoods bud er lidt tvetydigt new age: Man ved ikke rigtigt, om der ironiseres over de religiøse, eller om de repræsenterer en form for menneskelighedens sidste håb.

Som hos så mange andre nordamerikanske forfattere er der taksigelser til højre og venstre i forfatterens efterord. Heraf fremgår det også, at flere af figurerne er blevet indlemmet efter en auktion til et godgørende formål. Den markedsøkonomi, som romanen fordømmer, synes således alligevel at have banet sig vej ind i den.