Maja Magdalena Swiderska: Brudstykke

Roman

Maja Magdalena Swiderska:

Brudstykke

123 sider, 199 kr.

People's Press

»Selv de gange, hvor det var bedstemoren selv, der fortalte historien, kom hun aldrig til at tale over sig. Hun røbede aldrig, hvordan hun overlevede.«

Denne konstatering er kernen i Maja Magdalena Swiderskas ”roadroman” om et kvindeligt jeg, der opholder sig i Rom og gennem en frit flagrende tankestrøm vil fortælle sin bedstemoders overlevelseshistorie, og hvad den har betydet for slægten.

Der er med andre ord - da fortælleren gentagne bedyrer, at der er biografisk, realhistorisk levet liv bag fortællingen - et smertepunkt i romanen. Den er mærket af et åbent sår, som har blødt igennem slægten.

Problemet med romanen er imidlertid, at den overtager bedstemoderens fortielsesmekanismer.

En flig af historien

Reelt får vi kun en flig af den spændende historie - til gengæld en farlig masse udenomssnak, maskespil og endog grafiske eksperimenter. Der er utallige formuleringer, som angiver effekter affødt af den traumatiske overlevelse, og det skorter ikke på erklæringer om, hvordan alting ender med at være et »dødt lag af støv«, og hvordan Messias kommer og frelser verden. Hvordan øjeblikke »står knivskarpt og mejslet ind i hukommelsen. Den slags øjeblikke, der udkrystalliserer sig i liv og død, og man føler sig spændt fast til tiden; eller spændt for tiden«.

Fint nok, men læseren bliver ikke et klap klogere på, hvad alle disse abstrakte udsagn betyder konkret.

Ingen begrænsninger

Swiderska skriver på hemmeligheder. De forbliver hemmeligheder. Teksten bliver privat og lukker sig om sig selv. Den mangler stoflig fylde og kompenserer herfor ved at dvæle ved myternes sandhed - ikke mindst Orfeus-myten trækkes der på. Det er den ene attitude, der mærker ”Brudstykke”.

Den anden er den meget litterære dialog mellem ”mig”, ”selv”, ”en anden” foruden ”søsters skrift”. Den spædes op med kokette afsnit, hvor der reflekteres om forholdet mellem fiktion og virkelighed:

»Alt kan man skrive, så længe man kalder det fiktion, så er der ingen grænser, ingen begrænsninger, for det strider vel mod fiktionens natur og kunstneres praksis.«

Skal vi så overføre det på romanen selv? Hvis ja er udsagnet inderlig ligegyldigt, for man skal være i familie med forfatteren for at kunne fange relationen mellem fiktion og biografisk realitet.

Diskretion kan også overdrives.