Mads Nørskov Rasmussen: MONO

Mads Nørskov Rasmussen:

MONO

255 sider, 250 kr.

Ries

Er udkommet


Efter noget skærmydsel kommer han så på efterskole. Her møder han Ivan, sammen med hvem han kan give sin vrede og oprørsfornemmelse form ved at genopdage Punk, New Wave, eyeliner og sort tøj.

Ikke just noget revolutionerende stof, den debuterende romanforfatter her har fat i, pubertet og kostskole, nå nej, efterskole, hormoner og oprør, det allerførste kys. Forløbet er også til at forudse: gennem krise mod mulig fremtid og forløsning. Men de store ting i livet er jo netop så uhjælpeligt tilbagevendende banale og skal derfor skrives, males og spilles om og om igen.



Mads Nørskov Rasmussen har sin force i et øre for klichéer og talemåder, hans fortæller lader hele siden sin tone præge af de personer, der er i fokus. Især udleveres Jakobs forældre og (de lovlig skabelonagtigt karikerede) lærere gennem den flom af godtkøbsvisdom, de lader vaske ud over de unge. Også gestaltningen af Jakobs dumpe vrede er fin - hvor er man dog rasende i den alder, tankevækkende både at mindes og at tænke på i forhold til eventuelle egne børn i samme alder.

Desværre er romanen alt for lang og kedelig. Jeg har svært at fatte, at en forfatter, der bruger Ramones-sange og andet punket arvegods både inde i romanens handling, til kapiteloverskrifter og til bogens omslag, ikke skærer mere til benet. Ramones var som bekendt kongerne af to-minutters-rocksangen, og deres eneste kommentarer på scenen var en lakonisk udbrølt nedtælling til næste nummer: ONE, TWO, THREE, FOUR!

Men i denne roman får over 250 umådeligt snakkesalige sider om stort og især småt. Hvis jeg var producer på ”Mono”, ville jeg sige: Guitaren ned forbi knæene og væk, VÆK!, med alt overflødigt til en mut, intens og akavet trods står gnistrende og larmende i tre enkle akkorder.