Mads Nørskov Rasmussen: Til dem af jer der kender Ricardo

MADS NØRSKOV RASMUSSEN:

TIL DEM AF JER DER KENDER RICARDO

178 sider, 229 kr.

Ries

Er udkommet

Der er ikke meget Fyn i dagens danske litteratur. Det er for så vidt både vildt eksotisk og tordnende provinsielt, at Mads Nørskov Rasmussen i ”Til dem af jer der kender Ricardo” lader handlingen foregå i de fynske købstæder, som alle børn i en meget fjern fortid kunne udenad.

Vi begynder i Svendborg, sejler turen rundt - inklusive Odense - og ender i Svendborg igen. Det er nu ikke, fordi lokaliteterne spiller hovedrollen, det gør fortælleren så rigeligt selv.

Vi er i hovedet på en yngre mandsperson, der efter at have taget en længerevarende uddannelse ikke kan få lov at bruge den. Han er abejdsløs.

Og om ikke andet kan romanen her måske minde visse personager i politik om, at det er ad helvede til at være det. Nuvel, arbejdsløs altså, og til overmål midt i en middelsvær midtvejskrise som følge af ægteskab og børneproduktion.

På et afbud kommer han med den lokale afdeling af KU på en sejlads Fyn rundt. Tanken er vist, at lidt havluft kan lette hans betyngede sind. Han er ganske mavesurt, humanistisk venstresnoet, men tilpas anderledes til at vække interesse hos Anette - der har været i KU, siden hun var spæd.

Det tager til. De har på et tidspunkt et ordentligt samleje ”I en sidegade til Tolderlundsvej” (det er i Odense, nær havnen, så provinsielt at det er eksotisk). »Jeg kommer, som jeg aldrig er kommet før. Det er ikke til at fatte.«

Livskrise på pause

Til sidst vender han hjem til Svendborg, går ind ad sin egen dør til sit eget liv. »Nu er det slut,« hedder det passende tvetydigt.

Mads Nørskov Rasmussen kan noget med helt korte, banale sætninger - som man kan se af samlejescenen. Ikke noget fancy minimalisme her, men slidte, kendte og korte vendinger, der i deres parodiske banalitet ikke står i noget ordentligt forhold til den livskrise og den pause fra krisen, som romanen handler om.

Forfatteren kommer dårligt fra start med en kliche-betonet omgang beskidt realisme, hvor hovedpersonen beskriver sine tarmproblemer, men holder man ved, vokser billedet af en kuet desperation vellykket frem bag de flade sætninger. Åh, hvor er vor helt kritisk over for de unge KU'ere og samtiden generelt, åh, hvor han også evigt morsomt vedgår egen svaghed. Og åh, hvor har han allerede givet op.

Jeg tror, at der er lagt et stort arbejde i romanens enkelhed, et klart fremskridt i forhold til debuten med ”Mono”. Og det er lykkedes at få en depressiv afmagt over for udfordringerne i det livslange ægteskab til at stå tydeligt, men indirekte formuleret, hvor pubertets-vreden i ”Mono” var så overordentligt vel beskrevet.

Alligevel savner jeg stadig det afgørende bevis for, at Mads Nørskov Rasmussen kan sætte Fyn på det litterære landkort.