Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 af 6
Artiklens emner:

Lukas Moodyson: Døden og Co

Den svenske forfatter og filminstruktør Lukas Moodysons ”Døden & Co.” er en gribende fortælling om en søns ubegrænsede kærlighed til sin far.

Roman

Lukas Moodyson:

Døden og Co

Oversat fra svensk af Jacob Jonia

313 sider, 269 kr.

Klim

Omslaget af ”Døden & Co.” viser meget rammende et brudstykke af Caravaggios maleri ”Thomas tvivleren”. En finger føres på billedet dybt ind i Jesus Kristus' sår. Thomas vil være helt sikker på, at Jesus nu også er genopstået fra de døde.

Noget lignende er på færde i svenske Lukas Moodysons varme og sorthumoristiske roman om en voksen mands forsøg på at forklare faderens pludselige død. Hovedpersonen Lucas - der i øvrigt også deler beskæftigelse med forfatteren - stikker sine fingre ind i sig selv og griber fat, hvor det gør allermest ondt.

Lucas' far var tidligere matematikprofessor ved universitetet i Lund. Den stilling mistede han dog, da en manisk besættelse af tallet 0 efterhånden kastede ham ud i alkoholismen. Faderen ville bevise, at tallet 0 simpelthen ikke eksisterer.

Skak på dødslejet

Besættelsen og alkoholen ødelagde først ægteskabet og siden forholdet til Lucas, der som 14-årig blev beordret hjem til moderen. Faderen ville beskytte sin søn og samtidig have lov til at forsumpe i sine matematiske tankespind.

Til faderens dødsleje mange år senere bringer Lucas et skakspil, som var et af de mange far-søn-bånd, som de to nåede at etablere. Lucas ønsker billedligt talt at genoptage spillet mod faderen. Men Lucas kommer for sent og finder faderen død i hospitalssengen.

Dette resulterer i en både indre og ydre rejse. For at få brugt arven og for at finde en idé til sin næste roman, rejser Lucas efter en kort indskydelse til Bangkok. Han skejer ud og klatter hele formuen væk uden at finde ud af, hvad han skal skrive om.

Imens gennemgår han sit liv minutiøst i alle dets facetter. Ud fra en særdeles livlig fantasi, en stor viden om skak og et hav af popkulturelle referencer forsøger Lucas at finde meningen med livet og døden.

Bergman lurer

Undervejs kan landsmanden Ingmar Bergmans ”Det Sjunde Inseglet” inddrages i ligningen som sammenligningsgrundlag for både Lucas' og faderens kamp for at nå en dybere erkendelse. I filmklassikeren knyttes livet, døden og skakken jo også sammen på mesterlig vis.

Lukas Moodyson skriver sobert, sprællevende og stemningsfuldt om det hele. ”Døden & Co.” vil derfor kunne anbefales til venner, der netop har mistet. Humoren er sørgmunter og afdæmpet, indsigten stor og præcis.

Hos Moodyson er tabet der, døden er der, men en rest vil altid blive tilbage. Uanset hvordan man regner tingene ud. Ingenting findes ikke. Faderen har ret. Tallet 0 eksisterer ikke. Helt skakmat bliver man aldrig.

Blå bog

Karl Frederik Lukas Moodysson

Svensk manuskriptforfatter, filminstruktør og forfatter.

Født den 17. januar, 1969 i Malmø.

Uddannet på Stockholms Dramatiska Institut.

Han instruerede tre kortfilm, før han vendte sig mod spillefilm.

Hans gennembrud som instruktør kom med filmen ”Fucking Åmål” fra 1998.

Hans seneste film fra 2009 var ”Mammut”.

Han har flere bogudgivelser bag sig.

Anmeldelse: Udstilling af nedrighed

25-08-2007: Jess Ørnsbo kan være ret morsom i sin udstilling af menneskelig nedrighed. Det er tilfældet i ”Fru P”. Læs artikel

Anmeldelse: Agnete Braad: Som om hun bare lagde røret på og forsvandt

14-05-2012: Agnete Braad har skrevet en lille perle af en selvbiografisk roman om at få sit første barn og miste sin mor inden for kort tid. Læs artikel

Anmeldelse: Don Winslow: De smukke Vilde

02-05-2012: ”De smukke vilde” er oplagt til filmatisering, og det har Oliver Stone set. Læs artikel

Anmeldelse: Camilla Stockmarr: Udflytterne

23-02-2012: En fornem og helstøbt roman om ukuelig optimisme og tabte illusioner. Den er stilsikkert fortalt gennem en otteårig dreng. Læs artikel

Anmeldelse: Rosamund Lupton: Søster

28-01-2012: Højspændt, men også underligt glat bestsellerkrimi om et særegent søsterskab. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...