Louise Øhrstrøm: Efter rosinen

Louise Øhrstrøm:

EFTER ROSINEN

197 sider, 199 kr.

EC Edition

Er udkommet

Maria får en dødfødt datter, og hele hendes verden ramler sammen. Kæresten Klaus kan ikke forholde sig til tabet og til det gennemgribende mismod, der bliver en konstant efter Rosinen, som den døde baby konsekvent omtales som, så han flytter fra lollandske Maribo til København.

Maria selv bliver ladt tilbage med en ubærlig sorg og hober af ubesvarede spørgsmål, som hun aldrig kan komme til bunds i. Hendes mor og søsteren, Sofia, prøver alt, hvad de kan, for at hjælpe hende op til overfladen igen, men savnet efter Rosinen kan ikke udfyldes af andet.

Maria finder dog en form for trøst i Birgitta-klostret, der ligger i forlængelse af kirkegården, hvor Rosinen ligger begravet. Om nonnerne udspiller der sig en art kult, som kommer til at fylde mere og mere i Marias bevidsthed.

Anderledes påtrængende og hensynsløs er den skabsramte Ræv, der har taget bo i Marias lejlighed, efter at Klaus er flyttet. Ræven er forfatterspire og pilgrim in spe og lader ikke Maria i fred og tager sig sågar den frihed at fylde romanen ud med egne skriblerier ved siden af den egentlige historie.

Det er kunst

Forfatter Louise Øhrstrøm debuterer med ”Efter Rosinen” med en imponerende flot fortælling, der afhængig af læserens ambitionsniveau fungerer på flere forskellige niveauer.

I centrum står naturligvis Marias tragedie, som er fortalt nøgternt og loyalt uden forstyrrende sentimental didaktik. Men flankeret af de to verdener - lidt skarp trukket op den gejstlige repræsenteret ved søsterordenen og den verdsligt dyriske i Ræven - løftes sorghistorien til at blive mere end bare elementært interessant. Den bliver løftet op til kunst.

En kvinde, der kan

Louise Øhrstrøm, der selv er litterat, navigerer frit i sproget og veksler træfsikkert mellem Marias flade, livløse intonation, nonnernes forstående omsorg og Rævens alt for kække selviscenesættelse.

Vi slipper gudskelov for litteraturvidenskabskandidaternes ofte selvsmagende referencer til dette og hint, for den unge debutant stoler tilsyneladende nok på sig selv til at ikke at læne sig op af fortidens helte. Og det med rette.

Det er ikke en nem problematik, som Øhrstrøm har sat sig for at skildre, men resultatet er forbilledligt og troværdigt, og det først og fremmest fordi vi ikke påduttes den selvfølgelige smerte, der lægges op til.

Herligt med en dansk debut af en ung kvinde, der vil, tør og helt sikkert kan. Det kan kun blive spændende at følge det videre forfatterskab.