Louis-Ferdinand Céline: Rigodon

Louis-Ferdinand Céline:

Rigodon

Oversat fra fransk af

Marianne Lautrop

248 sider, 298 kr.

Holkenfeldt


ROMAN Med denne bog kommer Louise-Ferdinand Célines (1894-1961) rejseberetning til ende, da den franske forfatter og hans følge kommer til Danmark. Og nu findes den altså også på dansk.

”Rigodon” er tredje bind i serien, med ”Fra det ene slot til det andet” og ”Nord” som de to første, og den kortlægger det sidste stykke af et bizart trekløvers rejse gennem det kollapsede tyske rige i foråret 1945: Den store modernistiske og fascistiske forfatter, hans kone, danserinden kaldet Lili, og deres kat, Bébert. Det fjerde hjul, skuespilleren Le Vigan, står af undervejs.

Danmark holdt i øvrigt på den store digter nogle år efter krigen, blandt andet i Vestre Fængsel, og reddede ham dermed fra den dødsdom for kollaboration, der ellers ventede ham. Det forhindrer selvsagt ikke det gamle svin i at svine de små grise i det lille grå kongerige dygtigt til, da hans beretning kommer så langt.

To spor med ild i
Romanen er konstrueret som en modsætning mellem to spor, to spor, der dog bestandigt bliver til ét i den strømmende tekst. Vi har et nutidsplan, hvor den aldrende forfatter sidder ved sit skrivebord og genfortæller, og vi har så den handling, han genfortæller, turen gennem nul-timen.

Der er ild og ødelæggelse begge steder. Den gamle fortæller spytter galde og flammer mod alt og alle, navngivne forfatterkolleger såvel som de gule kommunistiske horder af undermennesker, der helt afgjort er ved at indtage Frankrig.

Den yngre Céline vandrer med en blanding af ukuelighed og kynisme gennem det virkeliggjorte Helvede, hvor afrevne lemmer står efterladt i den bløde asfalt efter de allierede bombemaskiners angreb med fosfor, hvor en station fuld af flygtninge med vilje brændes af, hvor en gruppe savlende spasserbørn hjælpes til et måltid mad dybt i en på grund af bomberne pludseligt opstået hvælving under det brændende Hamburg.

Det er i begge spor den kølige ild fra Célines pen, der driver læseren med. I en slags kontrolleret stakåndethed tilbagelægges de mange kilometer såvel som afstanden i tid mellem handlingens år nul og nedskrivningstidspunktet, de tidligere 1960'eres Frankrig.

Halvvejs får den yngre Céline en mursten i hovedet, men det er, som om det dryppende blod og den tøjlet visionære rablen, der bliver resultatet heraf, gennemsyrer hele teksten.

Abrupt og velafrundet
Det er svært at citere, for Céline skriver strømmende og fortsat, på samme tid abrupt og velafrundet:

»Jeg kommer på afveje igen! til sagen! ? til sagen! ? jeg fortalte at broen dirrede, hoppede faktisk! ? ellers ikke nogen skrøbelig bro, en gigantisk konstruktion af stålbjælker og buer ? De ville have anset det for umuligt . . . jo! Og alene på grund af trykket fra eksplosionerne ? den rene rigodon! Og der lå vi og morede os med at betragte bombernes udfoldelser! ? violette! røde! ? gule!«

Og sådan bliver det ved, umuligt at klippe i ? stadigt fortsat! med prikker og udråbstegn! Som en stadig sitren i skriften ? og rigodon? ? en hoppende dans fra Provence, danset stående på stedet, men også betegnelsen for en fuldtræffer ? dansespjæt og dødsspjæt i et, som hele denne frastødende, morsomme, uhyggelige og umådeligt fascinerende roman.

Mistro til modernismen
I Danmark løb den modernistiske digtning, eller i hvert fald modtagelsen af den, i nogen grad sammen med den kulturradikale (og sympatiske) tillid til kunsten. En roman som ”Rigodon” peger imidlertid på den nære historiske og kunstneriske sammenhæng mellem modernisme og fascisme, som man dermed måske lidt behændigt glemte.

Den frygtelige sandhed er, at skibskatastrofer, brændende byer, menneskeracer på flugt, afrevne lemmer og racistiske tirader rent kunstnerisk fungerer fantastisk mellem den store digters prikker og udråbstegn, også når det hele er ætsende selvoplevet, og at læseren i sin blanding af rædsel og lyst dermed bliver en form for medskyldig.

Man kan altså netop ingen tillid have til modernismen, når den lokkende hvæser sit: »Fire, walk with me.«