Anmeldelse: Lotte og Søren Hammer: Svinehunde

Lotte og Søren Hammer:

SVINEHUNDE

400 sider, 299 kr.

Gyldendal

Er udkommet

To børn ankommer tidligt mandag morgen til deres skole efter efterårsferien. Da de kigger ind i gymnastiksalen, ser de fem nøgne og mere eller mindre skamferede lig hænge fra kroge i loftet.

Det makabre fund giver overarbejde og gavmilde offentlige ressourcer til chefkriminalinspektør Konrad Simonsen og hans hold af efterforskere.

De står på bar bund. Men ikke længe. Pedellen ved skolen opfører sig mærkeligt. Det er heller ikke hver dag, man har at gøre med en pedel, der tidligere har været universitetsansat forsker med teoretisk fysik som speciale, og som lyver efter noder.

Læseren får et pænt forspring i forhold til politiet. Der er tilsyneladende både mening og plan i galskaben. En mening og en plan, der fokuserer på seksuelt misbrug af børn. Politiet kan heller ikke holde trit med pressen, der synes at blive håndfodret med insider-oplysninger.

Folkets harme er ved at blive vakt. Alt tyder jo på, at det er børnemisbrugere, der er blevet henrettet. Hvorfor tøver politiet, og hvornår strammes domstolenes linje over for sådanne forbrydelser? Så sympatien ligger hos bødlen snarere end hos ordensmagt og retsstat, hvis man spørger vox pop, og det gør man jo gerne og ofte i medierne.

Pålideligt og solidt

Og hvilken slags krimi har vi så at gøre med? Bogen har jo allerede været genstand for en betydelig medieinteresse, som har skabt visse forventninger. Tja, hvis det havde været en bil, ville man måske have sagt, at det drejer sig om et gennempålideligt køretøj sat sammen af velgennemprøvede dele og opbygget på solidt chassis og med en motor, der er en sejtrækker snarere end en sprinter.

Oversat til den litterære kritiks sprog vil det betyde, at vi har at gøre med en mainstream-politikrimi, der behandler et kriminelt anliggende, der er meget oppe i tiden.

Plottet er rimeligt, omend ikke voldsomt overraskende. Persongalleriet er skåret efter læsterne: den overvægtige og indadvendte chefkriminalinspektør og hans gruppe af jævnt kønsfordelte hjælpere, alle med forskelligt på deres private dagsordener.

Så er der pressen, hvor journalisterne er enten kyniske pragmatikere eller blåøjede idealister. Politikerne er retorisk veludrustede vindbøjtler. Og som sædvanlig er de mest interessante psykologiske afdækninger at hente blandt de kriminelle, både de rigtige og så dem, der udøver selvtægt.

Til fryd for læseren

Når denne debutkrimi alligevel hæver sig i forhold til så mange andre på det danske marked p.t., skyldes det den sprogligt-stilistiske tilgang, hvor den lette og gennemførte sarkasmeflirtende ironi sammen med elegant afleverede iagttagelser ikke sjældent udløser stille læserfryd. Hvis nogle skulle nikke genkendende, er det nok, fordi de bedre svenske krimiforfattere som Arne Dahl, Leif G.W. Persson, Henning Mankell og Håkan Nesser alle i forskellig grad benytter denne stil, der kræver et betydeligt overskud på skrivetalentets bankbog.

Tilbage til bilerne: Designet er mere end almindeligt lækkert.

Af denne grund skal Lotte og Søren Hammers debutkrimi have de ekstra stjerner, der hæver historien over den samlebåndsfremstillede og som oftest sprogligt gudsforladte danske krimi.