Anmeldelse: Liza Marklund: Sorthvid

Krimi

Liza Marklund:

Sorthvid

(Du gamla, du fria, 2011)

Oversat af Jesper Klint Kistorp

415 sider, 300 kr.

Rosinante

Annika Bengtzon og hendes mand er hjemme igen efter nogle år i Washington, hvor han varetog en diplomatisk funktion, og hun var korrespondent for sensationsavisen ”Kvällspressen.” Det vil sige, at Annika er tilbage på sin pind på avisen, mens hendes alt andet end monogame mand er taget til konference i Kenya.

Da vi møder Annika igen, er det, som vi kender hende. Hun har fået et tip om et lig i sneen bag en børnehave og ankommer et halvt minut før politiet.

Da hun bliver vist væk fra det, der kunne vise sig at være et gerningssted, bliver hun snotfornærmet over, at hun ikke får lov at opfylde offentlighedens soleklare ret til informationer.

Men der skal mere til. Det kommer, da hendes mand sammen med andre i delegationen bliver taget som gidsler af somaliere, der har både politiske og økonomiske krav, hvis gidslerne skal nå levende tilbage.

Problemer med løsesum

Annika får hjælp af mandens overordnede fra regeringskontoret, rigtig god og personlig hjælp endda, som det skal vise sig. Men der kan ikke skrabes penge nok sammen til at betale den ønskede løsesum.

Avisen vil dog godt bidrage med et par millioner eller tre, hvis hun indvilliger i at dække sagen med et videokamera, mens hun forbereder pengetransporten og gennemfører rejsen til Østafrika.

Annika bider tænderne sammen. Hendes mands liv står på spil, skønt hun egentlig godt kunne undvære ham, og de legemsdele, der er fundet fra andre fra den kidnappede gruppe, tyder på, at bortførerne mener sagen alvorligt.

Etisk dannelsesrejse

Som sædvanlig er denne noget kulørte Annika Bengtzon-historie meget lidt original. Den anvender genrens minimal-modeller og bruger løs af den skandinaviske krimis forkærlighed for hverdagsbaggrund, uanset om den måtte have betydning for handlingen eller ej.

Det voldspornografiske ligger lige om hjørnet, selv om det forklædes som realisme.

Man har også sine tvivl, om Annika egentlig ikke nyder at være i mediernes centrum, mens hun video-dokumenterer sin redningsaktion, selv om hun udtrykker et vist mishag.

Men alligevel er det, som om Annika omsider er ved at blive i det mindste lidt klar over, at hun bliver brugt i et kynisk spil om avissalg, og faktisk ikke længere bryder sig om det. Man kan kun ønske held og lykke på denne måske nu omsider påbegyndte etiske dannelsesrejse.