Liza Marklund: En plads i solen

Liza Marklund:

EN PLADS I SOLEN

(En plats i solen, 2008)

Oversat af Jesper Klint Kistorp

589 sider, 299 kr.

Rosinante

Liza Marklund skriver krimier, som man spiller billard: Der skal væltes kegler og scores point, men der skal også samtidig skeles til det næste oplæg.

Egentlig har forfatteren altid to spil i gang. Det ene er krimi-plottet, der her fortsætter, hvor det slap i sidste bog, ”Livstid”, og som også efterlader nogle løse ender, der kan spindes videre på. Det andet er føljetonen om journalist Annika Bengtzons prøvelser på privatfronten, der som en tv-serie af soap-typen synes gearet til at kunne fortsætte i det uendelige.

De to spil fylder omtrent lige meget i hendes historier, dvs. denne gang knap 600 sider, altså knap 300 sider til hver, og det er ca. to gange 150 sider for meget.

Det hvide papir dominerer
Det hjælper heller ikke på fornemmelsen af rigeligt volumen, at Marklund dyrker en totalt dominerende dialogstil med ultrakorte sætninger og hyppige afsnit, så sidernes hvide papir slår ualmindeligt stærkt igennem.

Annika er som sædvanlig på kollisionskurs med sine jobbetingelser. Chefredaktørens forsøg på at få lidt hold på sin initiativrige medarbejder ved at gøre hende til redaktionschef mødes med hendes fulde foragt. Så hellere arbejde som menig journalist under den utålelige (mandlige) nyhedschef. Også denne løsning kalder på foragten, men byder da i det mindste på hæderligt journalistarbejde.

Mulighed for dette kommer da også omgående i form af dækning af et gas-indbrud hos en svensk familie i Marbella på den spanske solkyst. Gasningen af beboerne forud for indbruddet er ikke gået, som det plejer. Beboerne er døde.

Slæbende handling
Mens Annika med sin sædvanlige ukuelighed, (dum)dristighed og journalistiske tæft forfølger sagen, bliver hun af en udsendt svensk politimand samtidig orienteret om narko-trafikken i området.

At de to delhistorier ender med at løbe sammen i én, som samtidig kobles op til de løse ender fra sidste bog, vil næppe overraske. At Annika ikke kan stå for den hjælpsomme politimand, vil næppe heller overraske.

Ved hjælp af gradvist afdækkede og dermed overraskende, men unægtelig noget forcerede personkonstellationer i den gruppering, der giver Annika stof og politiet overarbejde, skrider handlingen noget slæbende frem.

Efter både vinter og vår samt adskillige discountflyture mellem Arlanda og Malaga når vi endelig til den sædvanlige Marklund-kulmination, hvor Annika få sider før slutningen sidder så alvorligt i saksen, at hjælp udefra er påkrævet.

Omhyggelig veltilrettelagt
Man forstår godt, hvorfor Marklund fejres, som hun gør. Hendes historier er omhyggeligt tilrettelagt med speciel adresse til et (kvindeligt) læserpublikum, der som historiens heltinde har travlt med at manøvrere i velfærdssamfundets stressende jungle, hvor kravene fra familie og job slider på legeme, sjæl og parforhold.

Liza Marklund skriver virkelighedsnær og empati-påkaldende hverdagsfiktion med forbrydelse som plot-motor. Det er for så vidt respektabelt nok, om end hun yderst sjældent bevæger sig hinsides det klichéfyldte, banale og trivielle.

Som de krimier, de udgiver sig for at være, fungerer hendes historier dog kun dårligt.