Anmeldelse: Lis Vibeke Kristensen: Lyden af mørke

Roman

Lis Vibeke Kristensen: Lyden af mørke

279 sider, 299 kr.

Modtryk

Er udkommet

”Lyden af mørke” er en socialiseringsroman om den knudrede, knugede kvinde Lilith, der forløses i spændingsfeltet mellem ekstrem fare og kærlighed.

I løbet af nogle få uger forvandler hun sig fra at være en distanceret egotripper til at blive et ansvarligt, engageret medmenneske.

Ingredienserne i den proces er en ø, et par ubehagelige alfonser, nogle kvinder i nød og et konstant tilskud af offervillig kærlighed, men så lykkes projekt menneskelighed også ud over al forventning.

Og det i en sådan grad, at romanen faktisk indimellem bliver for overtydelig og programmatisk. Som om budskabet har tyranniseret handlingen ind i et bestemt spor, som den bare har at følge, uanset hvad.

Ingen ny figur

Heldigvis trækker thriller-elementerne lidt i den anden retning, og i de bedste passager drukner fornemmelsen af at blive belært og opdraget i nervepirrende forfølgelses- og overfaldsscener.

Forfatteren spiller på de klassiske spændingstangenter, så som forblæste, øde strande, mørke skygger og perverse forbrydertyper, og det virker.

Lilith optræder også i romanen ”En fest for Beate” og er dermed ikke nogen ny figur i Lis Vibeke Kristensens univers.

I ”Lyden af mørke” får hun hovedrollen som en kompleks, indadvendt kunstnerfigur, der har lettere ved at tage nærbilleder af sin egne kønsdele end at hengive sig betingelsesløst til en mand, som hun elsker, og som elsker hende.

Kunstfotografen Lilith fortæller selv sin historie, og vi kommer helt tæt på hende gennem de mange, lange indre monologer, hvor hun meget omstændeligt reflekterer over sig selv og de andre.

Allerede da hun og kæresten Claus, der er musiker, ankommer til den lille ø, hvor de har lejet sig ind i kunstnerboligen, fornemmer man hendes angst for at blive involveret. Hun registrerer sin omverden som en linse på jagt efter motiver og er en distant tilskuer på sidelinjen, indtil hun opdager en lettisk luder i en bunker.

Metamorfosen er gennemgribende og sætter sig igennem på alle planer, følelsesmæssige såvel som praktiske. Et helt banalt eksempel er rengøring og opvask, som Lilith i begyndelsen uden dårlig samvittighed overlader til Claus, og først til sidst tager ansvar for. Som et tegn på, at hun for alvor er kommet til stede i sit liv og har fået overskud til at deltage i det med kærlighed.

Det er alt sammen ganske smukt, men den håndfaste, næsten symbolske behandling af temaet kombineret med et overlæsset sprog betyder, at romanen hurtigt mister højde.