Leif Davidsen: Min broders vogter

Leif Davidsen

MIN BRODERS VOGTER

Lindhardt&Ringhof

463 sider. 300 kr.

UDKOMMER I DAG

Begyndelsen er klassisk, så man næsten ser filmstriben for sig: Ung mand med panamahat og cigar står på torvet i lillebyen, hjemvendt efter fem år ude i den store verden, for en kort visit tilbage ved det, han forlod. Året er 1937, hjemme hos faderen, Overlægen, spiser man indædt til middag og kun arret ved Overlægens øje fortæller om det voldelige opgør, der fik Magnus ældst til at stikke af hjemmefra.

På kant med loven

Nu er han tilbage, maden smager ikke af noget, kun lidt af salt, det er fadt og trist alt sammen, så langt fra det argentinske tangokrydderi og de bloddryppende mafiamenuer i New York, som Magnus har lært at kende i sine fem år i eksil, som også har bragt ham så meget på kant med loven, at han har måttet flygte igen. Han har slået en mand ihjel.

En tysk nazist er gæst hos Overlægen, man taler om jøderne, og familien lytter interesseret, men det er ikke hovedsagen. Magnus er hjemme, fordi søsteren er bekymret. Lillebror Mads er rejst til Spanien som frivillig i borgerkrigen, overbevist om den retfærdige sag i kampen mod Franco.

Derfor rejser Magnus til Spanien under dække af at være journalist for den lokale avis, ned i Europa i en tid med tyske nazisme, Stalin og skueprocesser i Sovjet, krigsstemning overalt, og selvfølgelig vrimler det med gustne dobbeltspillere og kyniske lykkeriddere. Magnus finder sin bror, det er ikke lykkeligt, og Magnus er selv i stigende grad truet, men så viser det sig, at hans egen fortid har indhentet ham. Den mystiske amerikaner Joe var ikke det tilfældige bekendtskab, det så ud til, han kender Familien i Spanien, og bagved lurer historien om det spanske guld, som alle taler om og alle vil have fat i. Og så er der selvfølgelig Irina, femme fatale med stalinistiske tilbøjeligheder, hvis »lille vævre krop« fremkalder liderlige drømme og knytter den store historie sammen med den lille.

En klassisk røverroman

Det er en klassisk historisk røverroman, Leif Davidsen har valgt at skrive denne gang. Upretentiøst og enkelt fortalt i tredje person og historisk nutid, så man følger med Magnus hele vejen, også i tankerne. Sproget er enkelt og nærmest pædagogisk, sine steder også for pædagogisk, det meste bliver forklaret og fortalt, og for lidt får lov at dirre mellem linjerne, men det er Davidsens styrke at han har en saftig historie og kan lide at fortælle den.

I disse skandinaviske krimitider, hvor så meget er henlagt i pauserne mellem partterapi og lørdagskyllingen, er det rart at få lov at komme lidt ud, hvor mænd kan føle tørst, hvor maden smager af noget, og hvor kvindernes lidenskab er til at tage og føle på, stalinister eller ej. Det lykkes med enkle midler at skitsere verden anno dengang, og da guldet kommer for en dag, kommer der fart i historien, og vi er klar til blodbad og showdown i Stalins (og senere Davidsens) Sovjetunionen.