Lawrence Block: A drop of the hard stuff

Krimi/Roman

Lawrence Block:

A DROP OF THE HARD STUFF

336 sider, 16 dollars på amazon.com

Mulholland Books (Little, Brown & Co.)

For et års tid siden mødte jeg en aldrende Lawrence Block på sjette sal i SoHo House, et hotel og en privat klub på i det mondæne Meatpacking District. Han drak stadig kaffe, men han var sunket lidt sammen, havde fået høreapparat og kunne slet ikke forstå, hvad den meget nyligt indvandrede tjener sagde til ham.

Block er blevet gammel, ganske enkelt, og har forandret sig, men kaffen er ikke en del af forandringen. Den har i mange år været menuen for forfatteren, som det har været det for hans helt, Matt Scudder, en af de betydeligste figurer i moderne amerikansk kriminallitteratur.

En klassisk ensom ulv, eks-politimand, eks-alkoholiker, ikke privatdetektiv per se, men en mand, der, som han selv udtrykker det, gør folk tjenester og kan leve af det.

Alt håb ude

Det er den 17. bog i serien om ham, der er udkommet nu, og det er sandsynligt, at der ikke kommer flere (Block havde slet ikke tænkt sig at skrive denne her heller).

Matt Scudder har fået lov at udvikle sig som menneske, han er blevet ældre, gift og sat, faktisk mere eller mindre udtømt som figur, i hvert fald som skikkelsen, der vandrer ad onde gader. I den seneste roman møder vi ligefrem ham og konen på vej hjem fra en operaaften i Lincoln Center, hvor de har abonnement, og så lades da alt håb ude.

Men så kan man se tilbage på den tid, der var, og det er, hvad Block har gjort her.

Om alkoholafvænning

Handlingen udspiller sig et sted i begyndelsen af 1980'erne. Scudder er kun lige akkurat blevet ædru, og det er svært for ham at passere det gamle vandingssted, Armstrongs, en ganske virkelig bar i det kvarter, der hedder Hells Kitchen, hvor Block selv også holdt til.

Armstrongs er væk nu, men dengang var den og dens udbud af bourbon en allerhelvedes fristelse for vor helt, og romanen handler nok så meget om at holde op med at drikke som om at finde en morder.

Men en morder er derude. En afvænnet alkoholiker er blevet slået ihjel, og både hans sponsor og Matt Scudder er overbeviset om, at nogen har følt sig gået for nær af de tolv trin, som den afvænnede har været i færd med at gennemføre.

En del af AA-programmet går ud på først at holde dommedag over sig selv og derefter at få sagt undskyld til alle dem, man har svigtet, svindlet eller bare generet med sin alkoholiserede upålidelighed.

Djævelsk scene

Et så pludseligt behov for at lægge alting åbent frem og få det hele sagt kan godt virke generende på folk, der måske var en del af syndigheden og ikke føler sig omvendt, og at noget sådan er på spil står klart, efterhånden som flere personer afgår ved døden og synes at danne en kreds omkring af afdøde og afvænnede.

Hvad værre er, morderen kender ikke bare til Scudder, han kender også til hans svaghed, hvad han udnytter i en scene, der godt kan kaldes djævelsk.

Undervejs følger vi Scudder på spadsereturene rundt omkring i New York, hele tiden vandrer han på kanten af det store fald, og det er i virkeligheden det mest fascinerende og gysende ved romanen, som langt fra er den bedste Scudder-roman (det er stadig ”Eight Million Ways To Die” fra 1982), men langt fra den ringeste heller.

Historiens ramme er en samtale på et værtshus, et stykke erindring. Det fungerer. Og da Scudders gamle drikkebror til slut holder et glas op mod lyset, som man ville gøre det med en god whisky, selv om der nu kun er vand i glasset, jamen, så er det da ligefrem poesi.