Lars Kepler: Hypnotisøren

Læs interview med forfatterparret Ahndoril i lørdagens magasin,

Kultur

krimi

Lars Kepler: Hypnotisøren

Oversat fra svensk af Jesper Klint Kistorp

585 sider, 350 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

Kan det virkelig passe? Er Sverige virkelig så trøstesløst et samfund? I hvert fald, hvis vi skal tro Lars Kepler. Men skal vi nu det? For hvem er han?

Han er født i 1963; han er fraskilt og ser ikke sin datter. Hans far er pensioneret skolelærer, hans mor pensioneret bibliotekar. Han er tidligere gymnasielærer, arbejder nu i et natligt herberge i Stockholm, lever af husmandskost, læser, ser film og hører musik. Og har altså skrevet en roman, der blev svensk litteraturs største gåde og største succes i årevis.

Kan det virkelig passe? Vel kan det ej! Og så alligevel!

De virkelige forældre

For Lars Kepler er en fiktion, der har skrevet en fiktion, krimien ”Hypnotisøren”, som er den bog, der har vakt mest opsigt i Sverige siden Alexander Ahndorils ”Instruktøren” (2006), en art skandaløs - vil nogen sige - nøgleroman om Ingmar Bergman og hans film ”Nadvergæsterne” (1961).

Bogen skal være den mest omdiskuterede hinsidan i halv snes år. Og nu har Ahndoril gjort det igen, men er ikke ene om det: Lars Kepler er nemlig androgyn: Både mand og kvinde, idet hans virkelige forældre er - ægteparret Alexandra og Alexander Ahndoril.

Begge forfattere. Hans bedst kendte værk er nævnt. Hendes er en roman om Tycho Brahe, ”Stjärneborg”. De to har ikke kun slået sig sammen i ægteskab, men nu også i forfatterskab og har skrevet ”Hypnotisøren” under pseudonymet Lars Kepler.

Hvorfor lige det? Fordi Tycho Brahe, som fru Ahndoril altså har skrevet om, arbejdede sammen med astronomen Johannes Kepler. Fornavnet Lars skal efter sigende være en hyldest til ophavsmanden til en anden litterær megasucces: Afdøde Stig Larsson. I så fald en overordentlig venlighed, da ”Hypnotisøren” i litterær kvalitet langt overgår Larssons kiosklitteratur.

Højhastigheds-krimi

Ægteparret Ahndoril har ikke blot valgt et pseudonym, som medierne var længe om at dechifrere, for at distancere deres fælles værk fra deres individuelle forfatterskaber, de har også udstyret Lars Kepler med en nødtørftig biografi. Efter den at dømme er det en noget trøstesløs tilværelse, han henslæber. Deraf måske trøstesløsheden i romanen.

Ikke for det, for den er aldeles fremragende, en højhastigheds-krimi (selv om den gearer lidt for meget ned i en lang fortidspassage), neglebidende spændende og engagerende - i kraft af psykologisk troværdighed i persontegningen og et fast greb om kompositionen, der munder ud i en sindsoprivende finale.

Skilsmisse under opsejling

Hovedpersonen, Erik Maria Bark, er læge, men kørt ud på et sidespor uden udsigt til noget som helst og er storforbruger af piller. Han er gift med Simone, en dejlig kvinde, men skilsmissen er under opsejling.

Sammen har de Benjamin på ca. 15. Han er bløder og både fysisk og psykisk sårbar. For mange år tilbage har Erik specialiseret sig i hypnotisk behandling af traumatiserede patienter, men blev sat fra bestillingen efter en klagesag og har ikke siden betjent sig af hypnose.

Modstræbende kommer han til det igen, da en knægt på alder med hans søn indlægges i koma efter et blodigt mord på hans forældre og en søster, nærmest en slagtning. Herfra forløber handlingen ad flere spor og tager til i intensitet.

Som i talrige andre krimier udspringer gåden af begivenheder langt tilbage i fortiden, hvis knuder langsomt og pinefuldt løses, indtil alle tråde er redt ud.

Foruden Erik, hans kone og søn, spiller den forstående og afbalancerede politimand Joona Linna en afgørende, om end mere tilbagetrukket rolle, end en opdager plejer i den slags historier, men dobbeltAhndoril lover ham en mere fremtrædende rolle i kommende bøger.

Havarerede skæbner

Trods den suveræne beherskelse af både personskildring, sprog og plot, der forenes i næsten kvælende spænding, fornemmer man en trøstesløshed, der som en snigende fugt gennemtrænger hele det samfund, som er handlingens baggrund.

Med kun antydede undtagelser byder historien hverken på glade eller frimodige, trygge eller tilfredse mennesker.

Havarerede skæbner, incest-konflikt, sjælelige invalideringer, afstumpede individer er det mest påfaldende i romanen, der bevæger sig vidt omkring i samfundet, men uden at finde noget, det er værd at bygge på, med mindre man vælger at se et vagt antydet mytologisk forløsnings-perspektiv som en åbning til et bedre liv og en mulighedsrig fremtid.

Men som Lars Keplers hverdag tager sig ud i øjeblikket, er der ikke meget, som tyder på det.