Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 out of 6
Find mere om:
Lars Kepler: Paganinikontrakten | bog.guide.dk

Lars Kepler: Paganinikontrakten

Roman, filmoplæg eller computerspil? Pseudonymet Lars Keplers anden udgivelse ligner lidt af det hele. Mere end den egentlig er god.

Lars kepler:

Paganinikontrakten

Oversat fra svensk af Jesper Klint Kistorp

582 sider, 300 kr. (vejl.)

Gyldendal

På jagten efter mega-sællerter, der kan tage over, når Stieg Larsson-bølgen begynder at lægge sig, har svenske Bonnier satset stort på de foreløbig to murstenstykke krimier fra Lars Kepler, et pseudonym, der dækker over ægteparret Alexandra og Alexander Ahndoril.

At der er rigtigt gang i hype-trommerne, ses klart, f.eks. i de kæmpestore annoncer, som den tyske udgiver omkring årsskiftet har indrykket for ”Hypnotisøren” i den ansete tyske ugeavis ”Die Zeit”.

Det drejer sig om at erobre markedet. Det fremgår tydeligt af den indlægsseddel, som Gyldendal har forsynet anmeldereksemplaret af ”Paganinikontrakten” med. Her tales der om en ”evt. anmelder” og mulighed for et ”evt. interview”.



Store oplag


Men disse traditionelle ritualer omkring en bogudgivelse er egentlig ganske ligegyldige for forlaget, der haster videre med at meddele, at ”Hypnotisøren” er udkommet i Danmark i foreløbig 180.000 eksemplarer, mens den i hjemlandet er solgt i godt en halv million eksemplarer. ”Paganinikontrakten,” der blev udgivet i juli 2010, er solgt i knap 200.000 eksemplarer. Gyldendal er klar med foreløbig 80.000 til at tilfredsstille den første efterspørgsel herhjemme.

Keplers krimi nr. 2 handler om illegal våbenhandel, med folkemordet i Darfur som baggrund. Sveriges regerings kontrollant for våbeneksport er fundet hængt i sin lejlighed i Stockholm. Samtidig findes en motorbåd drivende i Stockholms skærgård, med liget af en ung kvinde om bord. Men da politiet går i gang, med den intuitivt begavede og hårdtslående finsk-svenske politimand Joona Linna i spidsen, tøvende assisteret af den 25-årige fotomodelagtige, boksebegavede og ambitiøse Säpo-kommissær Saga Bauer, tyder alt på en forbrydelse og på, at kvinden nok ikke var det egentlige mål. Gerningsmanden har simpelthen taget fejl.

Politiet begynder et hæsblæsende kapløb med en koldblodig lejemorder om at finde de andre, der var med i båden, og som, viser det sig, sidder inde med essentielle oplysninger for den aktuelle våbeneksport. Her krydses vejene med den i hast nyudnævnte eksport-kontrollant, der har sine helt private problemer at slås med, problemer, der bringer ham helt tæt på den ”Paganinikontrakt,” der forpligter langt hinsides kontrahenternes egen død.

Et voldsmættet videospil


Historien, der for 90 pct. vedkommende består af dialog - så er vejen til drejebogen lettet - og med de resterende 10 pct. beskrivelse på lidt usædvanlig vis holdt i drama-intensiverende nutid, fortælles i forskudt rytme. Dvs. at der overlappes regelmæssigt bagud, så der opnås en fornemmelse af samtidighed, der samtidig har den læsepædagogiske fordel, at også de mest langsomt opfattende bliver samlet op.

Men to andre ting springer i øjnene: Den kliniske og lidenskabsløse voldsbeskrivelse og plottets karakter af videospil. Begge dele er i samklang med udviklingen på markedet for digitaliserede fortællinger i retning af samkøring, det, der i medie-fagsproget kaldes konvergens. At læse ”Paganinikontrakten” er lidt som at se ”24 timer”, der igen er som at spille et voldsmættet videospil, hvor plottet består i at skifte fra bane til bane, i princippet uden noget endepunkt. Det fremgår da også af slut-sekvensen, at her kan en ny bane starte.

Den rene samvittighed


Keplers nye krimi er på vej ind i den digitaliserede og medie-konvergerende fortællings tid, samtidig med, at den holder fast i noget af den skandinaviske velfærdskrimis tradition for hverdags-refererende detaljer og social/politisk samvittighed.

Også plottet har et ben i hver lejr. Samtidig med, at figurerne kæmper fra bane til bane, er de afhængige af intuition og gammeldags efterforskningsrutine. Gennembruddet for efterforskerne har da også at gøre med en specialviden om musik, der ville kunne gøre en Sherlock Holmes misundelig.

”Paganinikontrakten” er en effektivt fungerende og hæsblæsende action-thriller, der retfærdiggør sit høje volds-oktantal med sit erklærede forsøg på at være den rene svenske samvittighed i en grum verden. Om der er tale om idealisme eller dobbeltmoral overlades det til læseren at afgøre.

Anmeldelse af Lars Kepler - Sandmanden

27-09-2013: Krimi: Det svenske krimi-ægtepar tilbyder igen spænding i særklasse med en historie fra sindets mørkeste afkroge. Læs artikel

Anmeldelse: Lars Kepler: Hypnotisøren

15-01-2010: Roman: ”Hypnotisøren” er aldeles fremragende, neglebidende spændende og engagerende i kraft af psykologisk troværdighed i persontegningen. Læs artikel

Anmeldelse af Robert Galbraith - Silkeorm

12-10-2014: Robert Galbraith, alias J.K. Rowling, fortsætter veloplagt sit krimiprojekt. Læs artikel

Anmeldelse af Elsebeth Egholm - Kød og blod

21-06-2014: Elsebeth Egholms nye krimi har det hele – men mindre kunne nok have gjort det. Læs artikel

Anmeldelse af Santiago Roncagliolo - Rød april

10-06-2014: Den nordiske velfærdskrimis delebørn og livsstilskvaler fremstår som rene luksusproblemer, når man først har oplevet Santiago Roncagliolos ”Rød april”. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...