Kristian Massey: Døde sommerfugle i maven

Kristian Massey:

Døde sommerfugle i maven

120 sider, 160 kr.

Forlaget Mellemgaard


ROMAN

Han er dybt foruroliget over danskernes opførsel i mødet med de fremmede og har gjort det til en hjertesag at bane vejen for en større forståelse.

Det er sådan set et ganske sympatisk ærinde, og fiktion er som bekendt et fantastisk middel, når det gælder om at få indblik i andres liv. Problemet er blot, at sympatien spænder ben for nuancerne. Det skete i ”Den syriske garage” og gentager sig i overvældende grad i ”Døde sommerfugle i maven”.

I stedet for at give en fordomsfri skildring af mødet mellem to kulturer leverer forfatteren en sand smædekampagne mod alt af dansk oprindelse og lukker dermed af for et konstruktivt perspektiv. Det er sort over for hvidt, de onde over for de gode, de dumme over for de kloge, og man står tilbage med følelsen af, at af alle folkeslag er danskerne godt nok de værste. Jeg tvivler på, at det udgangspunkt vil tiltale ret mange.

Men som sagt: Det dybere anliggende er der ikke noget galt med, og havde forfatteren blot bredt handlingen ud over ca. 100 sider mere, havde han muligvis også undgået de stive, voldsomme kontraster, som får hele romanen til at virke overdrevet og dermed utroværdig.

Alle reagerer aggressivt
Selve forløbet er bygget op omkring den albanske flygtning Norias møde med et lille vestjysk samfund. Hun er fra Kosovo og har nogle gruopvækkende erfaringer med sig i bagagen. I hyppige, smertefulde tilbageblik hører vi om hendes oplevelser før mødet med Danmark og danskerne, og det er skildringen af hendes personlige tab og angst, som helt klart er det mest interessante i romanen. Og som forfatteren efter min mening burde have brugt langt, langt flere kræfter på. Også fordi han her sprogligt er væsentligt mere overbevisende end i de øvrige, lidt kluntede afsnit.

Byen, som Noria havner i, viser sig at være et skoleeksempel på snæversyn og selvtilstrækkelighed. I stedet for at tage imod den unge kvinde, der næsten har en pædagoguddannelse bag sig og derfor kan gøre god nytte i byens underbemandede børnehave, holder man hende 10 skridt fra livet.

Den situation er formodentlig ikke så langt fra virkeligheden, som man kunne ønske sig. Der går vist nok uhyrligt mange flygtninge rundt med uudnyttede kompetencer. Når beskrivelsen kammer over, skyldes det, at det ikke bare er en eller to eller tre af byens indbyggere, som reagerer aggressivt på den stakkels piges ankomst, men stort set alle.

Disse vestjyder er ikke kun fjendtlige. De er også ulykkelige, drikfældige, utro og psykisk ustabile og er dermed en rigtig underskudsforsamling, som tolker alt fremmed som en trussel og gør den fremmede til syndebuk.

Romanen ender ikke overraskende med Norias selvmord, selv om man nu nok kan synes, at andre løsninger ville have været lige så oplagte.

Hvis Kristian Massey virkelig vil vinde gehør for sin sag, må han stoppe sit ensidige felttog og begynde at fokusere på det, der binder mennesker sammen. Man bygger ikke broer ved at grave grøfter.