Kristín Marja Baldursdóttir: Karitas - Kaos på lærred

Roman

Kristín Marja Baldursdóttir: KARITAS - KAOS PÅ LÆRRED

Oversat fra islandsk af Aslaug Th. Røgnvaldsdóttir

552 sider, 299 kr.

Gyldendal

Er udkommet

Der er noget dragende over Island og sagaerne og alle de brusende urkræfter, som dér regerer i både den indre og ydre natur, og da ”Karitas uden titel” udkom i 2007 slog den fuldstændig benene væk under et stort, bjergtaget publikum.

Det storladne epos om den uregerlige kvinde, der ikke kan få kunsten og kærligheden, talentet og begæret, til at gå op i en højere enhed, var samtidig en hyldest til de stærke islandske kvinder ved begyndelsen af det 20. århundrede.

Romanen slutter i 1939. Da har Karitas sagt farvel til manden Sigmar med de smukke søgrønne øjne for anden gang og er på vej ud i en fremtid, som er båret af drømme og håb.

Det er ikke en afslutning, som kalder på fortsættelse, men forfatteren vil åbenbart afrunde sin hovedfigur i takt med det turbulente århundrede og lader os i den nye roman følge Karitas fra 1945, og indtil hun dør kort før årtusindskiftet.

På kant med tiden
Hun er nu midaldrende og mere stolt, knejsende og utilnærmelig end nogensinde før i sin status af kunstner og original i Eyrarbakki, hvor kvinderne skiftevis elsker og hader hende for hendes bohemeagtige levevis. Sådan er det at være på kant med tiden og normerne, og Karitas kanaliserer vreden ud i demonstrative collager, såkaldte objektmalerier, bestående af musefælder og fiskekroge.

Hun bor alene. De halvvoksne børn er placeret rundt omkring, og Sigmar sejler på verdenshavene. Endelig har hun ro til at lave billeder, og alligevel er hun lige så langt fra lykken som altid. Uforløst både med hensyn til sin seksualitet og sit talent; i evigt opbrud og oven i købet - med skæbnens bidende ironi - indhentet af moderlige forpligtelser, da sønnen overlader hende barnebarnet Silfá, netop som hun vil til Paris.

Et indre oprør
Kompositorisk ligner de to romaner hinanden, med en fast kronologi, kunsthistoriske ekskurser og detaljemættede øjebliksbilleder, men i ”Karitas. Kaos på lærred” lader forfatteren sig i højere grad styre af indfaldene. Som Karitas selv, der svajer hid og did, fordi hun ikke kan få drifterne til at nå sammen.

»Kunst har intet med kærlighed at gøre,« siger hun, men bliver aldrig resistent over for Sigmar eller mænd i det hele taget, og det forbliver en af de helt store gåder i hendes væsen, hvorfor hun aldrig når frem til et samspil. Hvorfor skal det være enten kvinde eller kunstner, madonna eller luder?

Den imponerende kvinde, vi mødte i bind et, bliver i bind to et uindtageligt, stejlt fjeld. Det, som begynder som en kamp for ligestilling, udvikler sig til et indre oprør i et kompliceret, forbitret sind.

Der er fine beskrivelser i romanen af bl.a. den islandske natur og det parisiske kunstnermiljø. Der er fornemme analyser af Karitas' kunst. Alligevel ønsker man, at forfatteren havde ladet Karitas stå ved det vadested, hvor vi forlader hende i den første bog. Monumental og livskraftig. Fuld af flagrende hårlokker og drømme. Optændt af vulkansk glød. En sagakvinde er ganske enkelt ikke skabt til frustrationer, og dem er der et utal af i ”Karitas. Kaos på lærred”.