Knud Simonsen: Tørvekongen

Knud Simonsen:

Tørvekongen

En skildring fra krigens tid

376 sider, 299 kr.

Gyldendal

Udkommer i dag


Knud Simonsen skaber en jysk lokalitet, Hejlstrup, og lader den entreprenante købmandssøn Thorkild være den, der sætter skub i udviklingen. Folk og fæ bliver aktiveret, samtidig med at tidens politiske spændinger spidser til.

Også før de nazistiske tropper er ankommet - og man mærker det knap derude på landet - er dens ideer blevet annammet af godtfolk. De lokale afvigere, jøden og kommunisten, kanøfles, mens skolelæreren og præsten tordner.

Nej, ikke over diskriminationen, men over tidernes ugunst, som kun kan ophæves, hvis man gør som i nabolandet. Rare tider, og op til flere gange betones det, hvordan den største jyske avis er med i det hæslige heppekor. Helt i tråd med de historiske kendsgerninger, desværre.

En bunke figurer gør en farlig masse. Meget er småkriminelt og suspekt. De gode græder, og de onde ler. Thorkild, som læseren har opfattet som lidt af en helt og de svages beskytter, ender vist med at være en led banan, mens romanen ser ud til at forsvare landarbejderen, der går langt i sin sympati med Frikorps Danmark. Vist har Knud Simonsen meget, han vil fortælle.

Det fungerer ikke
Kan forfatteren gestalte det store stof? Kan han skrive replikker? Kan han mestre balancen mellem telling og showing, at fortælle og at vise, lade handlingen tale for sig selv?

Nej og atter nej. I bedste fald kan man læse fremstillingen som en historikers forsøg på at formidle stoffet. Et selvstændigt, fiktivt univers etableres ikke.

Figurerne er af papmaché. De første mange sider høvler fortælleren igennem det ene og andet, og hvis det ikke var en fornærmelse mod tegneserien som genre, ville jeg skrive, at Knud Simonsens tekst er som at læse en masse tegneserier - uden billeder. Eller måske kan man sammenligne romanen med et lysbilledshow annonceret som en spillefilm. Ikke sjovt.